Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
131
Langt bedre lykkes den Art Karakteristik Forfatteren
i Fremmed Skuespilkunst. Saaledes -f. Eks. hvor
Alfred de Musset’s Erotik tegnes gennem Skildring af
Skuespilleren Delaunay’s:
Den Kærlighed, som Delaiinay da har fremstilt i
disse Roller, er Ønsket, Længslen, der betager
Manden, forvandler ham, gør ham ligegyldig for Alt
uden den Elskede og hæver ham bort fra den virkelige
Verden. For den saaledes Elskende er det ligegyldigt,
om den Udkaarne er Bondepige eller Prinsesse, Perdican
elsker jo ogsaa skiftevis Gamille og Rosette, eftersom
han attraar snart den ene, snart den anden. Ja det
bliver næsten ligegyldigt for Følelsens Udtryk, om han
genelskes eller ej. Fortunio er ikke mere Fortunio,
naar Jacqueline har taget ham op til sin Naade;
hvor kan han da mere synge Sangen om hende, han ikke
for et Kejserrige turde nævne! Gélio, lutter Attraa,
Længsel og Higen, dør uden at opnaa blot et Haandkys
af den Elskede, uforstaaet af hende som af andre - men
Ønsket dør jo ogsaa ligegodt enten det tilfredsstilles
eller det ingen Næring faar . . . Det er Skikkelser,
som fører et Sommerfugleliv i den poetiske Verden,
og kun repræsenterer en Almenstemning, der tilhører
Ungdommens friskeste Tid.
Disse vidtrækkende Udsigter, der aabner sig for
Læseren af Bøgerne om dansk og fremmed Skuespilkunst,
beror paa Forfatterens lige grundige Kendskab til
Literaturen og Teatret. Det er sindrigt, naar han
paralleliserer Michael Wiehes Opfattelse af Elskoven
med den, der kommer til Orde i Kierkegaards In vino
ueritas, eller naar lian godtgør Grænsefællesskabet
m ellem Huit-manns og Mantzius’s Kunst paa den ene
Side og Studenter-liberalismens Tidsalder paa den
anden. Andre Steder kan Eftervisningen falde lidt
tvungen. Edvard Brandes har et Hang til at drage
Grænserne for en Kunstners Rækkevidde ligesom med
haarde Blyantstreger ved et Par temmelig tilfældig
valgte Egen-skabsbetegnelser (som naar det hedder om
Coquelin, at hvad han fremstiller er: Disciplin og
Bravur) og disse fastholdes da med Vold og Magt. Jeg
ynder i Karakteristiken en lettere Haand og en blødere
Behandling af Tegneredskabet.
Det er først i Edvard Brandes’ Skuespil, at
hans egenlige Talent som Forfatter er kommet til
Gennembrud. Hans Stil naaede først sin Ejendommelighed
i den simple dramatiske Ytring, hans Evne til Tegning
kom først ud over de haarde Omrids, da
han selv frembragte Mennesker.
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
