Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
139
omtrent som Skuespillet Kærlighed paa en
tilgrundliggende Helhedstanke, idetmindste paa en,
hvis Gyldighed kan ’betragtes som indlysende. Lykkens
Blændværk er uden Spørgsmaal den indholds-rigeste og
værdifuldeste af Forfatterens Fortællinger. Den har en
Grundtanke, der flere Steder i Bogen træder frem med
overbevisende Kraft og som ingenlunde kan betegnes
som triviel eller letkøbt, den Tanke nemlig, at
Menneskene i deres lidenskabelige Attraa efter Lykken
tit og ofte lader det utvivlsomme Gode, de besidder,
upaaagtet for at jage efter det blotte Blændværk af
Lykken, der kun bringer dem Skuffelse, nedværdiger
og tilintetgør dem. Desværre er denne i Titelen
antydede Idé ikke gennemført i Bogen som Helhed,
i hvilken megen Plads optages af Afsnit, der ikke
forholder sig til den. Meget vellykkede Skikkelser
er den kvindelige Hovedperson og hendes Datter, et
indtagende Barn. Ogsaa Bogens øvrige Kvindefigurer er
tydelige Mennesker, noget vel grovt tegnede, men ikke
til at tage fejl af. Alle de bedre Mænd i Romanen
ligner derimod hinanden saa meget,, at det er, som
havde de havt en og samme Model. Der er ingenlunde
anvendt den Omhu paa Enkelthedernes Gennemførelse
eller paa en overlegent antydende, behersket
Fremstilling, som Æmnet havde fortjent. Besynderligt
utilfredsstillende er ogsaa den desperate Slutning,
Mordet af en Gadebetjent, der skal betragtes som
Repræsentant for al den brutale Samfunds-Uret, saa
meget mere utilfredsstillende som man Bogen igennem
slet ikke har sporet det politiske og sociale Tryk,
der med Et til allersidst skal ses som Hovedaarsag til
de mange i Romanen fremtrædende Disharmonier. Denne
Slutning er vel kun paaklæbet, men den forstyrrer.
Kaster man Blikket tilbage over Edvard Brandes’
Frembringelser i de senere Aar, slaar det En,
at to Grundfølelser, den ene stærkere, den anden
svagere, gør sig gældende i dem. Den stærkere er en
Utilfredshed i Revolte, den svagere en Tilfredshed
ved Materialisme. Den sidste Følelse, der medfører
en Dvælen ved Nydelser af meget forskellig Rang,
Fremstillingen af alle Slags Savn som den egentlige
Ulykke, røber sig maaske først i £"72 Forlovelse,
træder tydeligere frem i En Politiker^ i Daarern.es
Formynder, i Peter og Poul og i Det unge Blod. Den
førstnævnte, stærkere Følelse, den Kærlighed til
Idealer, som bliver til en stadigt tilbagevendende
Oprørsstemning og medfører en næsten uafbrudt
angribende Holdning, er den som ligger bagved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
