Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - S. Schandorph (f. 1837)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
S. Schandorph
eller Skældsord rive ham saaledes hen, at han ligesom
ikke løftede sig kunstnerisk fri over sit Stof. Her
derimod er Forkærligheden for det Firskaarne forenet
med Følelsen for den Skønhed, der ligger i Stilens
slankere Linjer; Smagen for det grovkornede Lune er
her forenet med Evne til dulgt og behersket Ironi.
I En eksileret Students Hændelser er det lykkedes
Schandorph at omsmelte det Stygge, der mødte ham
paa hans Vej, dels til det sorgfuldt Afstikkende,
dels til det selsomt Latterlige. Denne Historie er i
Novelleform et Slags Sidestykke til, hvad Hostrups
Tordenvejr er som Drama. Man skimter Forfatteren,
naar hans Helt her skriver om sig selv: «Jeg har set
Masernes Dans i det spillende Sollys, i den blaalige
Dunst over Skovkammen, i Lynets Zigzag, i Snefnuggenes
Hvirvel - men aldrig ved Lampen, tilmed da alle de
Lamper, jeg har ejet, har oset nederdrægtigt og man
finder en Variation af det samme Tema, naar man i En
Enkestand støder paa følgende Beskrivelse:
Den store brede Plads laa foran dem. Paa den Bred, de
var kørt nedad, lyste Krattets med Frostsne overtrukne
Grene i Maanelyset i fin blaalig Refleks som mat Sølv,
Farten over den jævne Is gik glat som en Sejlads i
stille Vand, Klokkernes Klang gav et dirrende Ekko;
med Mellemrum lød Hundegøen med skarp Klarhed fra
de fjernest liggende Bredder. Efterhaanden blev
Himlen helt skyfri, paa dens matblaa Grund flammede
Stjernerne rødligt; langs den knitrende Sne blinkede
lyse Prikker, Vinternattens Sankt-Hansorme.
Povlsen lod Kanen holde stille midt paa Søen. Han
viklede Tømmen om den ene Arm og slog den anden om
Livet paa Cecilie, der i det sidste Kvarter stille
havde stirret hen for sig.
Er det en køn Kanetur? Du har jo altid holdt saa
meget af at køre i Kane, sagde han.
Gecilies Øjne straalede ham sjæleglade imøde.
Saadan en Tur er nu min Kirkegang, sagde han sagtere
- eller er det kanske ikke saadant Noget som dette
(han pegede med Pisken rundt omkring) som de kalder
for Poesz, Lyrik og saadant Noget*?
Den Fortælling, hvori denne Scene forekommer, er
en saadan, som ingen skriver uden en meget grundig
Dannelse - og vi er ikke forvænte med Dannelse hos de
Digtere, vi har iblandt os. Ved en grundig Dannelse
mener jeg en selvstændig, en, som forkaster hvad
der ikke stemmer med Ens Væsen, og lidenskabeligt
tilegner sig hvad der tilfredsstiller Ens Trang uden
at bryde sig om de Andre plejer at øse deres Dannelse
af ganske andre Kilder. En selvstændig Dannelse peger
altid tilbage paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
