Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Erik Skram (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erik Skram
187
Lidelser hun har beredt den Mand, der elsker hende. Og
hine Ord fuldstændiggøres for Læseren ved Krogs
Udsagn: «Din hæslige Stilling . i Livet har suget mig
Marven af Knoglerne, din Nedværdigelse har været rnin
grænseløse Fortvivlelse».
Bogens Moral er da den samme, som senere med
anderledes Fynd indprentes i Gertrade Colbjørnsen,
nemlig at ethvert Samliv mellemMand og Kvinde, der
ikke adles ved Kærjighed, er et utugtigt Forhold. Det
er den samme Moral, som Bjørnson senere forkyndte
i Magnhild, Ibsen i Gengangere; men den er ikke her
meddelt paa virkelig digterisk Maade, gennem Personer
og Scener, der indpræger sig i Erindringen. Der er
i Herregaards-billeder kun en eneste slaaende og
derfor uforglemmelig Situation, som jeg vil anføre,
fordi den er hele Bogen i kort Begreb; det er den,
hvor Holger Krog pludselig modtager et Telegram fra
den Elskede, som lyder paa, at han straks maa indfinde
sig i Hamborg, Hotel de FEurope. Alt jubler i ham;
han forstaar det som om alle Vanskeligheder for deres
Forbindelse er hævede, er næste Morgen i Hamborg,
iler til Hotellet.
Jeg læste paa Tavlen og fandt næsten øjeblikkelig
Navnet, jeg søgte - der stod «Monsieur et Maclame
Vallée». Det løb rundt for mig. «Er Monsieur her
ogsaa?» spurgte jeg Portier’en med Fingeren paa
Tavlens Nummer. Jeg har formodenlig talt dansk, han
svarede ikke, men tog mit Kort, som jeg stod parat
med i Haanden, og en Kellner løb op ad Trappen med
det. Aldeles mekanisk gik jeg bag efter og stod et
Øjeblik efter overfor Monsieur. Han var ved Frokosten
og tog noget forundret imod mig. Hans Frue var
desværre ikke paaklædt endnu, men det vilde sikkert
være hende en stor Glæde at se mig. Nogle Minutter
efter kom Marie - det var hendes Navn - fra det
fælles Sovekammer og ilede *med det højeste Udtryk af
Glæde imod mig. - Det er underligt, at man ikke kan
dø pludselig af Smerte, at man tværtimod kan tale;
jeg kan huske, at jeg endog spiste. - Monsieur havde
Forretninger og gik snart, men haabede at se mig til
Middag. Saa var jeg ene med Marie - i Himlens Navn,
hvad var hendes Plan? Ingen. Hvad var da Meningen med
dette? Hun vilde se mig, sige mig, at hun elskede mig
spørge mig, om det ikke var muligt, at jeg kunde komme
til Genéve, hvor hun og Manden nu boede. Jeg var som
lamslaaet af Sorg, hun forstod ikke det Mindste deraf,
eller vilde ikke forstaa mig; min Fortvivlelse blev
til Raseri . . , «mais ’olger, c’est mon mari». - -
Jeg var fejg, ussel, elendig nok til at blive Dagen
over i Hamborg og spise sammen med de Mennesker.
Paa denne ene Side staar hvad Bogen handler om, og
Enhver, der kender Gertrude Colbjørnsen vil kunne
se, hvorledes den første Novelle fører ind til den
anden. Hin er et middelmaadigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
