Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Erik Skram (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194 Erik
Skram
til det Vovede i den og over hvilket Pressen derfor
ved dens Udgivelse kastede sig med Heftighed, det
bedste Træk i Bogens Handling, ja ubetinget genialt:
det Foster, som Gertrude har undfanget i Smerte
og Skændsel, gaar til Grunde ved en utidig Fødsel,
da hun genser Fabricius som Krøbling. Dette Træk er
modigt; det er hensat med Mesterskab og staar i sit
halvt græsselige, halvt burleske Skær som belyst af
et Lyn fra den straffende Retfærdighed selv. Det er
et skærende Træk, men det giver hele Bogen et Stempel
af Alvor og Kraft, som vil gøre, at den mindes, naar
andre, ikke mindre veiskrevne, men tammere Bøger er
glemte.
I Skrams første Bog var der kun Tilløb til
Stil. Udtrykket var dannet og literært, nu og da
lidt Goldschmidt’sk i Fortælle-maaden, men Tonen var
Konversationstone, og der var altfor lidt af Farve
og Fantasi. Gertrude Colbjørnsen derimod bærer det
skarpe og tydelige Præg af en Personlighed. Her er
ikke en Sætning, paa hvilken ikke denne Personlighed
har sat sit Mærke; Foredraget er blevet Kunst; og
en Kunst, der forstaar at skjule sig og forsvinde
i Samtalerne. Selv en Bifigur som Vilhjelm er
tydeligt betegnet gennem sin Udtryksmaade, naar han
f. Eks. siger: «Er hun virkeligt saa -» og standser
ledende efter en Betegnelse, medens hans højre Haand
forsigtigt griber om en indbildt Genstand i Luften,
indtil han fortsætter: «saa - for Fanden, uskyldig? -
hvad? Det er et dumt Ord.»
Forfatterens personlige Stil er gennemgaaende
bestemt ved det rent kunstneriske, rent æstetiske
Grundsyn paa Livet, som overalt skinner igennem,
og som fra Fabricms’s Person udbreder sig over hele
Bogen. Det er ingen Tilfældighed, at som Helten
i Herregaardsbilleder var Forfatter, er han Maler
her. Man føler Kunstnerens Glæde ved det Smukke i det
aller Mindste, naar der dvæles ved Saadanne Træk som
Fordelingen af «dybtfarvet Rødgrød paa guldkantede
Tallerkener*; og den æstetiske Livsbetragtning
fornemmes end stærkere gennem Fabricius’s iøvrigt lidt
brede og doktrinære Forfægten af Naturens Skønhed som
højere end Kunstens; han glemmer bl. A., at der er
elementær Kunstvirksomhed i selve den menneskelige
Fantasi-Opfattelse af det Skønne i Naturen og
Menneskelivet.
Mest betegnende for det Kunstneriske i Bogens hele
Aandsretning og Tone, tiltrods for den Moralprædiken
den er, turde det Optrin være, hvor Fabricius gribes
af Harme og Foragt ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
