Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Wilhelm Dinesen (1845–1895)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
W. Dinesen
213
Flertydige Intet, en samvittighedsfuld Prosaist saa
omhyggeligt maa undgaa som Versrytmer og Rim. De
skurrer imod den gode Prosas mandige Velklang. Thi
som dennes Rytmer er mang-foldigere end Versets,
er dens Lydoverensstemmelser af sartere Natu r end
Rimets. Den er en Verden for sig.
Det gaar da ikke an at skrive leddeløst, med
forsætligt isprængte Rim som følger:
«-~––––naar man vil indsuge Luften, der bryder,
Solen,
der bager, Lyset, der kommer, naar man vil lytte til
Naturens Bud i Vaar, hvorefter hver lille Fugl en Mage
faar, hver Plante skyder Skud, naar man vil nyde det
Nærværende og drømme det Fjerne o. s. v. o. s. v.»
Det gaar heller ikke an at nedskrive Halvrim halvt
uforsætligt, af bare Mangel paa Prosastil, som følger:
«Man maa have en Streg at gaa Livets Gang efter: En
har et Maal, En følger Pligt, En gaar paa Overtro og
Sligt.»
Dog dette udelukker ikke, at de allerfleste
indstrøede Strofer er stemningsfulde og fine,
underligt nok med Undtagelse af de Par Strofer i
Bogen, der virkeligt fremstiller sig som Saadanne,
men som er altfor flove til at de burde findes under
en saa fornem Forfatters Pen. Disse Vers (om de med
Gejser Forliste) havde burdet vrages; alle de øvrige
Strofer burde ubetinget været skrevne som Vers og
holdte skarpt ude fra Prosateksten. Med Rette elskede
og fordrede Napoleon les genres tranchés. Udenfor de
skarpt adskilte Kunstarter ligger kun Dilettanteriet,
som ethvert Talent bør sky. Og Boganis’s Vers er
gode nok til at turde vise sig uden Maske. Man læse
f. Eks. den betegnende, selvsldldrende Samtale mellem
Forfatteren og Storken. Storken længes ned mod Nilen
og vil afsted; Manden længes snart efter Stilheden
i Urskoven, snart efter Skytsets Drøn
i Krigen:
Jeg længes bort, hvor jeg sad saa tit ved Vandfaldet
fjernt, i Skoven. Der kives man ikke om Mit eller
Dit. Vandet, der fakler, er lige saa frit som Jorden
og Luften foroven.
Jeg længes efter den hvide Sky
og Drønet af Kampens Bukler,
det summende Jern, det hvislende Bly.
Det gælder om Folkenes Ret og Ry.
Og derfor: Skulder ved Skulder!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
