Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Viggo Holm (1855–1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 Viggo
Holm
II (August 1899)
Langt inde i Normandiet modtager jeg et Brev, der
meddeler mig, at Viggo Holm er død, og som slutter
med Ordene: «Han var det elskeligste Menneske paa
Jorden», Ord, der tilstrækkeligt viser, hvor højt
han blev elsket af den, som stod ham nærmest, og som
plejede ham til hans sidste Time.
Dødsfaldet træffer ikke Viggo Holms Venner
uforberedte. Det var ingen Hemmelighed for dem,
hvor haardt angrebet han var; i mindre end et
Fjerdingaar gjorde hans Sygdom (Sukkersygen) saa
voldsomme Fremskridt, at deres Haab om Frelse for
ham stedse blev ringere. Da jeg sidste Gang saa’ ham
(vist i Begyndelsen af Juli), nærede han selv endnu
godt Haab, endda han var meget lidende. Han havde som
nylig gift indrettet sig et smukt lille Hjem og følte
sig, Sygdommen fraregnet, lykkeligere end nogensinde
før i sit Liv. Han var medtaget, men ikke nedbrudt;
han kunde endnu foretage en daglig Cykletur med sin
Hustru; han kunde tale om sin Sygdom med et Smil,
selv om der var en god Del Vemod bag Smilet.
Men i et Brev, han den 24de Juli afsendte fra det
tyske Badested Neuenahr, hvor han forgæves søgte
Helbredelse, skrev han om sig selv blot de Ord:
«Med mig gaar det desværre kun daarligt,* og i det
sidste Brev, jeg modtog, som han har maattet diktere
(skrevet den 2den August), var Skildringen af hans
Tilstand nedslaaende. Selv den, der hellere end gerne
vilde trøste, maatte forstumme; saa trøstesløst saa’
det ud – og saa trøstesløst var det altsaa. Hvilken
Selvbeherskelse har da hans Hustru maattet vise, hun,
som fra først af underrettet om Sygdommens sandsynlige
Udgang har baaret lutter Fortrøstning til Skue, mens
hun selv led dobbelt, af Medfølelse med hans Smerter
og af Angst for hans Død.
Viggo Holm var som Menneske Stilfærdigheden
selv, langsom, sindig, tilbageholdende, aldrig
højmælet. Han gjorde intet for at hendrage den
offenlige Opmærksomhed paa sin Person, gav jo end
ikke heller sit Navn til Pris, men vedligeholdt til
det Sidste sit Navneskjul Woldemar. Han naaede ikke
højere paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
