Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Adda Ravnkilde (1862–1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adda Ravnkilde
227
noget gammeldags i sin Fremstillingsform; ærgerrig
ganske vist, men med en Ærgerrighed, som daglig
maatte kæmpe med Tungsindet, der hviskende spurgte:
Er Æren værd at vinde? Er Livet værd at leve?
Som Heltinden i hendes Bog, der gennemskuer den
Elskede, hader og elsker ham paa én Gang, saaledes
elskede og hadede hun Livet, snart ude af Stand
til at bære det, snart haabende det Højeste af det,
snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke,
som hun ved sin Bortgang antydede det i disse Ord
til mig: «Hvor De er lykkelig. De har opnaaet de to
Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted,
hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas
intelligente Mennesker.»
Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med
hende. Hun lagde kort efter en anden Fortælling op
til mig; men min Tid var saa optaget, at jeg nødtes
til at lade den ligge ulæst mere end en Maaned og
først gjorde mig bekendt med den, dn jeg havde
erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf
paa Universitetet bad jeg hende ikke at blive
utaalmodig med Hensyn til sit Haandskrift, ikke
tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe
Modet. Hun havde rimeligvis da allerede tabt det.
Hun var uformuende, var kommen fra Jylland
til Kjøbenhavn for at forberede sig til
Almueskolelærerinde-Eksamen, havde imidlertid,
da* hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang,
dette Kursus vilde paalægge hende, fulgt mit Raad,
hellere at uddanne sig til Student og var begyndt at
arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under
hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige
Fremskridt.
Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert
grebet alle dem, der havde kendt hende. Paa tre Maader
havde hun stræbt at berøve sig Livet. Først drak hun
Gift. Saa overskår hun med en Barberkniv venstre
Haands Pulsaare. Saa affyrede hun en Revolver mod
sin højre Tinding. Selv om man ikke betragter Døden
uden videre som et Onde, var det vanskeligt ikke at
føle Noget bløde og brænde i sig ved Tanken om det
stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare
Drømmerier og kække Fremtidsplaner var gaaet ind i
det store Mørke. Den Forestilling laa nær, at havde
hun levet, saa var hun bleven en af de Personligheder,
af hvilke der altid er for faa i et Land,
15* .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
