Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Helge Rode (f. 1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 Helge
Rode
skabte og føler anderledes end vi - og at de holder
af os, Aisymnos* og gerne vil være sammen med os -
og at de er saa smukke U I Sommeræventyr udbryder den
udslukte Anders Juul under hin forbigaaende Betagelse:
«Men her er jo vidunderligt dejligt, som om jeg aldrig
havde set det før. Det er jo virkelig et Æventyr -
Træerne og Himlen og Vandet og Duften af Blomsterne
- og De selv .... Det er jo sandt alt dette. Det er
sandt, at vi staar her, vi to Mennesker, og jeg er
en Mand, og De er en Kvinde. Og det er sandt, Alt
omkring os. Det er sandt, sandt, Rakel! - og det er
vidunderligt. Tænk, tænk! Om vi to nu var de første
Mennesker - intet var før os!»
Dette er det centrale Udbrud i Helge Rodes aandelige
Liv.
Alligevel er der ogsaa noget af hans eget Væsen
i den anden af de to Kongesønner, Telamon, «en
mager Fyr med et langt Ansigt, der siger, at han
har en hvid Sjæl», ham, hvem Befolkningen kalder
«den hvide Mand», som vil udrydde Selvkærligheden,
gerne taler om Forsagelse, og for hvem Askesen
har sin Tiltrækning. Man kunde ret vel tænke sig,
at denne Telamon i sin tidlige Ungdom havde skrevet
Digte og kaldt dem Hvide Blomster. Den Misundelse
og Ondskab, han i Løbet af sit unge Liv lægger for
Dagen, har naturligvis intet hermed at gøre. Men
Berøringspunktet mellem ham og hans Digter er dette:
Grubleriet, Overvejelsen.
Der findes hos Helge Rode dette Karaktertræk,
der paa en tankevækkende Maade fuldstændiggør hans
primitive Skuen; han har en heftig Trang til at gøre
sig Rede. Han er stærkt indadvendt.
I Regelen er vel Kunstnernaturen helt anderledes
beskaffen. I sin Afsky for Selvbetragtning og
Selvoptrævling skyr den at gøre sig Rede. Den søger
sin aandelige Tilfredsstillelse i at have meget
Uudmøntet i sig og slaar aldrig Mønt af sit Væsens
Grundsum, uden naar den tvinges dertil. Den typiske
Kunstner kender ikke altid sine Meninger og bryder
sig ikke om at kende dem. Men da han er et Væsen, i
hvilket der er god Sammenhæng, og som halvt ubevidst
har ordnet sine Anskuelser, finder han, ofte til sin
Overraskelse, sine Meninger færdige og sammenkædede
i sig, naar han nødtvungent undersøger dem. Helt
tilbunds i sig selv gaar han aldrig, da han er dybt
overbevist oni, at det Ubevidste er vort Fond og vor
Styrkes Kilde. Helge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
