Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244 Henrik
Ibsen
Før sin Bortrejse havde han frembragt en Mængde
lyriske Digte og en Række af Dramer. Ligesom han i
Norge som Teaterdirektør var Genstand for stadige
Angreb i Pressen, saaledes synes han i det Hele
bestandig at leve paa Feltfod med sine Landsmænd
(se f. Eks. Fortalen til anden Udgave af Kærlighedens
Komedie). Hjemme havde han maattet kæmpe med Trang;
det sagdes almindeligt, at han i Rom led formelig
Nød paa den Tid, da Brand udkom i Kjøbenhavn.
Denne Bog forandrede hans Skæbne. Som bekendt prædiker
Værket eller dog Helten, thi Digtets Idé er ikke klar,
den Lære, at man bør afkaste enhversomhelst jordisk
Bekymring. Det norske Folk viste med en Finhed (en
fin Opmærksomhed og, tilsyneladende idetmindste,
en fin Ironi), som maaske faa havde tiltroet det,
at det paaskønner at besidde en Mand, der i vore Dage
forkynder Saadanne Sandheder. Det vilde, at denne Mand
uden smaalige Sorger for sit Udkomme skulde kunne
vedblive at forkynde saa ophøjet en Anskuelse. Det
norske Storthing voterede Ibsen en aarlig Gage,
og saaledes er der lykkeligvis sikret Digteren et
tarveligt Udkomme for Fremtiden.
Det, som fremfor Alt interesserer os hos en
Nutidsdigter, det er det Nye, der hos ham bryder
frem. Vort første Spørgsmaal er: hvor er hans
Opdagelse, hvad er hans Amerika? For et enkelt stort
nyt poetisk Fund vil vi tilgive ham meget; men vil han
have Adkomst til vor Deltagelse og Beundring, da maa
han allerførst kunne pege hen paa et saadant. Vor
hele Interesse for den nyere norske Literatur
beror jo paa dette letforklarlige Forhold. Intet
er vissere, end at den norske Poesi i Henseende
til afrundet harmonisk Form, til Stilens Renhed,
til den Ro, som ene Digterens alsidige Dannelse
giver hans Værk, staar langt tilbage for den Poesi,
der i Danmark afslutter en i alle Digtekunstens Fag
og Forgreninger betydningsfuld Literaturperiode. Hvor
stort et Spring, hvor dybt et Fald synes der ikke at
være fra Udtrykkets klassiske Fuldendthed i Heibergs
eller Paludan-Mullers bedste Digte og Fru Gyllembourgs
Noveller til Maneren i Bjørnsons tidligere Dramer
eller det Besværlige og Anstrengte i Fru Thoresens
Prosa. Og dog foretrækker Enhver disse Ar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
