Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246 Henrik
Ibsen
saadan Digter vil vel senere kunne frembringe
betydeligere Værker end hans første var, og, idet han
følger Aandens Fremskridt, kunne skifte Kunstform
eller Kunstart tit; men ethvert af hans Værker vil
være fuldkomment i sin Art, det betydelige som det
mindre betydende, og alle vil de trods deres Forskel
have to Ting tilfælles: Skønhedens og hans egen
Digteraands Stempel. Anderledes med Ibsens Dramer og
Digte. Det er Tilløb efter Tilløb, Tilløb til Spring,
der skulde bringe Digteren over paa den anden Side,
hvor det Land, der er ham forjættet, ligger. Men det
syntes længe, som om Springet vilde udeblive. Hans
Genius kan ikke komme til Ro, den kaster sig som
et sygt og uroligt Barn, griber snart indefter i
sine Drømme og Tanker, men finder dem ikke tydelige
og stærke nok til at de kan træde frem i kraftig
Nøgenhed, griber saa udad, faar fat i et fint og
pletfrit Drapperi, hyller sig deri, saa den er nær
ved at gøre sig rent ukendelig, søger sig en Stil,
mere end dette: et Sprog, kaster hvad den har fundet,
fatter tilsidst, at her er ethvert Laan ikke Andet end
Tab, og arbejder, til den endelig finder sig selv.
Han fandt sig selv, da han efter at have digtet de to
Begynderarbejder Catilina i danske femfodede Jamber
og Gildet paa Solhoug i Kæmpevisemetrum, i 1857 for
Kristiania Teater skrev Fru Inger til Østerraad, en
historisk Tragedie i Prosa, og atter næste Aar, 1858,
Hærmændene paa Helgeland, en dramatisk Bearbejdelse af
det ældgamle Sagn om Vølsungslægten, begge Arbejder
fængslende, især det første, om end begge uden den
stærkt fremtrædende Originalitet, vi senere finder
hos ham. Det Ejendommelige ligger i alt Fald kun i
Stil og Fremstilling, der mere og mere stræber mod
Storhed og Kraft, ikke i Ideerne, som forekommer En
bekendte, og som man synes at have truffet før, om
ikke andensteds saa dog hos Digteren selv. Han har en
ganske ejendommelig Tilbøjelighed til at variere de
samme Motiver. Han gaar stedse mere og mere i Dybden
- dette er overhovedet Loven for hans Fremskridt -,
men udvider mindre hurtigt sin Synskres. Han er en
mere dyb end omfattende Aand. Og han overvinder ikke
let sin Benytternatur. Vi genfinder den endnu i det
sidste af disse Arbejder, i Hærmændene, der ganske
vist er en ny Erobring, men som adskillige Erobringer
forbunden med en meget omfattende Plyndring. Ibsen
har for at samle ejendommelige og pirrende Træk fra
Oldtiden til sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
