Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Henrik
Ibsen
Dog Retten var kun en foreløbig Bestemmelse for
det Noget, som Hakon har forud for Aladdin. Det er
muligt, at han end-ogsaa slet ikke har den formelle
Ret. «Men,» udbryder Skule, «han selv tror det -
det er det Meste af Lykken, det er Styrkebæltet.»
Man føler, hvor Ibsen har forstaaet at vurdere den
høje Tillid og usvigelige Fortrøstning, hvormed
Hakon véd med sig selv, at han er den Rette. Det
er om den sunde Selvtillid, dette den nulevende
Slægts i Længsel og Kamp efterstræbte Ideal, og
om Selv-Mistilliden, dens nagende Orm, at det hele
Drama ruller som om sin Akse. En mesterlig Analyse
af Mistillidens Uro og Kval har Digteren givet os
i Skules Monologer. Hvad er Nureddins Grubien og
Tvivlen irnod denne Kamp! Nureddin er ingen Person,
ingen Sjæl, men et Symbol. Alle Skules Kampe er
Personlighedens ensomme Brydninger med sig selv,
Striden for at vinde Troen, ikke i overnaturlig,
men i naturlig Forstand.
Det sidste noget vel nærgaaende Skudsmaal, Ibsen fik
at høre fra Norge, før han digtede Kongs-Æmnerne, var
denne Bemærkning i hans Biografi, skrevet af en Ven
i Norsk Illustreret Nyhedsblad, at han med alle sine
Fortrin «manglede ideel Tro og Overbevisning*. Var
der Noget herom, da synes Ibsen at have taget sig
selve denne sin Brøst som Problem, og det ses, at,
dersom han har havt den, saa har han idetmindste ikke
huset den som en Fiemmed, han ikke kendte.
Saavist som det nu er, at Skule er en underordnet
Natur, saa umuligt er det ham at slaa sig til Ro ved
denne Tanke. Hans grænseløse Ærgerrighed kan ikke
taale den Forestilling, at han har en Overmand, Hakon
maa dele Magten med ham. «Jeg er sjælesyg og der er
ingen Helsebod for mig paa anden Vej. Vi To maa være
Ligemænd, der maa Ingen være over mig!» Han vil det
paa alle Vilkaar, han opfordrer Hakon til at dele
Riget, til at skiftes med ham om at herske, og til
Tvekamp om Magten; han har sat sit Liv ind paa denne
Sag. Da er det, at Hakons Svar knuser ham aldeles;
dennes Tillid er ikke tom, den hviler paa en Idé,
paa en Fremtidstanke:
Hakon.
Alt faldt tilfode, da jeg blev Konge; der er ingen
Bagler, ingen Ribbinger mere!
Hertug Skule.
Det skulde I mindst prale med; thi dér er Faren
størst. Flok maa staa mod Flok, Krav mod Krav,
Landsdel mod Landsdel, hvis Kongen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
