Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
253
skal være den mægtige. Hver Bygd, hver Æt, maa enten
trænge til ham eller frygte ham. Rydder I al Ufred ud,
saa har I med det Samme taget Magten fra Eder selv,
Hakon.
Og I vil være Konge - I som dømmer slig? I kunde
hlevet en dugelig Høvding paa Erling Skakkes Tider;
men Tiden er vokset fra Jer og I skønner den ikke. Ser
I da ikke at Norges Rige, saaledes som Harald og
Olaf rejste det, kun er at ligne med en Kirke, som
ikke har faaet Vigselen endnu? Væggene højner sig med
stærke Støtter, Loftshvælven spænder sig vidt over,
Spiret peger opad, lig Gran i Skogen; men Livet, det
bankende Hjerte, den friske Blodflom gaar ikke gennem
Værket; Guds levende Aande er ikke indblæst det; det
har ikke faaet Vigselen. - Jeg vil bringe Vigselen:
Norge var et Rige, det skal blive et Folk. Thrønder
stod mod Vikværing, Agdeværing mod Hørdalænding,
Haaloga-lænding mod Sogndøl; Alle skal være Et
herefter og Alle skal vide med sig selv og skønne,
at de er Et..... *
Hertug Skule
(slagen).
Samle -? Samle til Et Thrønder og Vikværing - alt
Norge -? (vantro) det er ugørligt! Sligt melder aldrig
Norges Saga om før!
Hakon.
For Eder er det ugørligt! thi I kan kun gøre den gamle
Saga om igen; men for mig er det let, som det er let
for Falken at kløve Skyerne.
Denne Scene hører visselig til de skarpest tænkte og
dybest følte, som nogen dramatisk Literatur har at
opvise.
Efter dette aandelige Nederlag fatter Skule den Idé,
at bemægtige sig Hakons Tanke og sætte den i Værk. Med
dette Maal for Øje er det, han lader sig udraabe
til Konge. Det er Nureddin, der stjæler Aladdins
Lampe. Han kæmper, og til sin egen Forbauselse
sejrer han, men selv efter Sejren skælver han under
Indtrykket og vover neppe at tro Muligheden af det,
hvis Virkelighed han har erfaret. Saaledes staar
Nureddin med rystende Knæ, tabende Lampen af Hænde,
just i det Øjeblik, da Aanden viser sig, beredt til
at lyde ham ubetinget.
Har Skule nu ingen Tro paa sig selv, saa føler
han til Gengæld den dybeste, brændende Trang til
at have Nogen nær sig, der tror paa ham fuldt og
ubegrænset, for selv at suge Kræfter af den Andens
Tillid. Han søger forgæves. Da bringer hans Ungdoms
Elskede ham hans Søn, og hos denne Søn finder han,
hvad han søger, uindskrænket Beundring for Faderen,
en sønlig Hengivenhed, som er rede til at tro Alt,
som fatter Tanken,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
