Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258 Henrik
Ibsen
at tabe i Skønhed for at vinde i Skønhed. Derfor er
det vel paa den ene Side sikkert, at en Salonpoesi,
der Intet vover, heller Intet vinder, men derfor er
det paa den anden Side ikke mindre klart, at selv en
flammende Patos, som gaar til Marv og Ben og erklærer
Sløvheden Krig paa Liv og Død, dog aldrig bliver mere
end et poetisk Element.
Digtekunsten vil kun Krigen for Fredens Skyld,
den lader kun Kræfterne brydes med hverandre for at
gøre Slutnings-harmonien desto mere fuld og dyb og
opløftende. Den blot beroligende Poesi staar ikke
i nogen Fare for at komme udenfor Kunstens Grænser;
den sysler altid med forældede Idealer. Anderledes
den vækkende Poesi; den staar i en meget alvorlig Fare
for at komme til at virke saa personligt nærgaaende,
saa foruroligende og angribende, at den ophører at
gøre Indtryk af Kunst. En Bevægelse i denne Retning
er meget tydelig i Nordens poetiske Literatur. Den
begynder med Heibergs En Sjæl efter Døden\ men
i dette Digt var den poetiske Humor endnu meget
lettere end Virkeligheden og Maalestokken æstetisk,
ikke moralsk. Det næste Skridt er Paludan-Mullers
Adam Homo; her. er Alvoren langt større, Spøgens
Flugt allerede meget tungere. I Henrik Ibsens Brand
er Spøgen rent forsvunden. Hos Ibsen raader ene den
bitre Indignation, hvis tunge Vaaben ikke tillader
nogen Fjernkamp, men som gaar Samtiden ind paa Livet
uden Naade. Ulykken er ikke den, at Poesien her har
en angribende Karakter; det havde den allerede, da den
paa Oehlenschlagers Tid forfægtede sin egen Sag mod en
Spidsborgerverdens Prosa; men Ulykken er, at Poesien
nutildags kæmper i det ensidigt opfattede Religiøses
Tjeneste, og tit saa hensynsløst og udelukkende,
at den træder fjendtligt op mod det hele Fantasiliv,
hvis forklarede Billede Poesien er. Højst betegnende
i denne Henseende er Brands Forbud til Agnes mod at
sysselsætte sin Fantasi med det døde Barn.
Men denne Selvmodsigelse kan Poesien ikke rumme. Der
indtræder da en Krise, i hvilken mangt et poetisk
Geni vil spredes i store, ud fra hinanden faldende
Digterevner, og under hvilken mangt et Digterværk
vil opløse sig i poetiske Elementer, som først i
Fremtiden vor egen eller den næste Slægt vil kunne
magte og forme til en Poesi af højere Natur end det
foregaaende Tidsrums. Denne almindelige kritiske
Tilstand har nu ganske særligt fundet sin Mand i
Ibsen, hvem den ublide Skæbne synes-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
