Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 Henrik
Ibsen
saaledes er ogsaa hans Harme, der paa Byronsk Vis især
vender sig imod hans egne Landsmænd, stundom løbet af
med ham, saa han har skadet den Virkning, han ellers
vilde have opnaaet. Han har ladet de Personer, der er
Skiver for hans Satire, fremstille sig selv med en
saadan Selvironi, at de giver sig det ene Slag paa
Munden efter det andet. Saaledes bruger Fogden om
sig selv det Udtryk: Jeg er synligt rørt, og mellem
Einar og Brand veksles i femte Ark følgende Repliker.
Einar. Jeg rejser nu som Missionær.
* Brand.
Hvorhen?
Einar.
Til Halenegerlandet. Men det var bedst, om af vi brak,
Min Tid er dyr -
Brand.
Du vil ej dvæle? Se her er Fest idag.
Einar.
Nej Tak; Min Plads er hos de sorte Sjæle.
Ved at lægge Farven saa tykt paa den tegnede Skikkelse
berøver Digteren den dens naturlige Liv. Harmen over
det Slette og Dumme har været for stærk og ubetinget
til at be-herskes. Det gaar paa samme Maade med den
Begejstring hos Digteren, der er Aarsag til Harmen
og er Forbitrelsens Revers. Hos Digtets Heros kunde
Begejstringen ikke være for stærk og for ildfuld;
men den burde ikke have smittet Ibsen selv i den Grad,
at han ganske og aldeles reves med af sin Helt, hvis
Ensidighed han dog til Slutningen vil dømme. Ibsen
har her fremmanet en Aand, han ikke selv formaar at
besværge; han bruger Brand som Organ for saa mange
Tanker, hvis Sandhed han selv vil staa inde for,
at man af hans Værk faar et Indtryk, som raabte han
ud i Verdeu: «Jeg føler, at der i alt dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
