Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Henrik
Ibsen
Overvejelsen spiller hos ham; thi Overvejelsen er hos
ham det Mellemled, gennem hvilket Viljen indvirker paa
Fantasien. Jeg har oftere i det Foregaaende maattet
bruge Ordet «Tanke», naar det kom an paa at fremhæve
det Poetiske hos Ibsen. Det taler ikke til Fordel for
en Digter, naar det tit bliver nødvendigt at benytte
dette Ord. Poesien synes bestandig at komme til ham
som et Indhold, der ikke selv medbringer sin Form, men
til hvilket en Form først forsætligt skal vælges; hans
Hovedfigurer er legemliggjorte Begreber, og Rendet
paa svigtende Beaandelse i hans Værker er bestandig
det, at Skikkelsen ikke vil runde sig til alsidig,
lyslevende Natur. Man ønsker sig et Stereoskop for ret
at kunne se disse Figurer. Paa denne Indskrænkning
i Ibsens Talent beror hans Tilbøjelighed til det
Virkelighedsfjerne og Symbolske. Den er for det
Første Aarsag til de uvirkelige Skikkelser i hans
Dramer, som kun er sindbilledlige Personliggørelse!-
af en enkelt Egenskab hos den Levende. Allerede Furia
er i Catilina halvt en Del af denne selv, halvt et
andet Væsen; og endnu Gerd forholder sig paa lignende
Maade til Brand. Naar Bisp Nicolas i Kongs-Æmnerne
er fremstillet saa abstrakt og umenneskeligt ond,
da kommer dette neppe, som man har formodet, af en
Lyst hos Digteren til at pirre Nerverne, men deraf,
at han ikke har kunnet modstaa sit Hang til at udvide
Skikkelsen fra Person til Princip.
Dernæst medfører denne Begrænsning af Ibsens Anlæg
noget vist Tørt, Magert og Skematisk i den Maade,
paa hvilken han komponerer; han undgaar ikke let en
vis død Symmetri og undertiden er han uforsigtig nok
til selv at tilbageføre sine Skikkelser til Begreber,
hvilket gør et Indtryk, som saa’ man en Dødninge-dans,
i hvilken Personerne pludseligt tabte Hud og Kød,
saa kun de nøgne Skeletter stod tilbage. Se f. Eks.:
Brand 1ste Akts Slutning:
Hvem vimrer værst og vildest frem, Hvem famler længst
fra Fred og Hjem - Det Letsind som med Krans af Løv
Lår Legen gaa langs brattest Slug - Det Slapsind
som gaar Vejen sløv Fordi det saa er Skik og Brug -
Det Vildsind som har slig en Flugt At fast hvad ondt,
det ser, blir smukt? - Til Kamp paa tvers, til Kamp
paa langs Mod denne Trippelallians!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
