Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
271
staaelig I sine sidste Partier, er der næsten overalt
en Rigdom af Poesi og en Tankedybde, som maaske ikke
i noget af Ibsens tidligere Værker.
Den første Handling er en smuk, levende og fængslende
Indledning, der er helt fri for det halvt symbolske,
halvt allegoriske Spøgeri, hvorunder Bogen senere
sukker. Der er en Fantasistyrke og et virkeligt Lune
i denne Akt, som river med og spænder paa, hvad der
vil komme. Anden Handling er svagere, men har dog
mægtige lyriske Skønheder. Den tredje er helt skøn,
der er kraftig Fantasi, dyb Følelse og en vemodig
romantisk Stemning i Fremstillingen af Solvejgs
Komme til Nybyggerhytten og i den gribende Skildring
af Moderens Død. Femte Akt har endnu en poetisk
Perle af høj Rang i Præstens Ligtale over Stakkelen,
Peer Gynts Antipode, der havde saa snever Synskres,
men gjorde sin Pligt som en Mand indenfor den Kres,
der var ham anvist, og denne Akt har desuden slænkvis
udmærket dybe og smukke Partier som Scenen, hvor Peer
G3rnt skaller Løget op, den, hvor Stemmerne omkring
ham minder ham om, hvad han skulde have gjort, o. fl.;
men her har dog Allegorien i den Grad taget Magten
fra Poesien, at selv det Ypperligste har ondt ved at
gøre sig gældende midt imellem alt det Uklare og U
anskuelige.
Det vilde være uretfærdigt at benægte dels, at Rogen
indeholder store Skønheder, dels, at den siger os
Alle og Nordmændene især nogle store Sandheder;
men Skønheder og Sandheder er langt mindre værd
end Skønhed og Sandhed i Enkelttal, og Ibsens Digt
er hverken skønt eller sandt; Menneskeforagten og
Selvhadet, hvorpaa det er opført, er en daarlig
Grund at bygge poetiske Værker paa. Hvilken uskøn
og forvrængende Livsbetragtning er dog ikke denne,
hvilken malurtblandet Glæde kan en Digter dog finde i
saaledes at besudle Menneskenaturen! Denne Bestræbelse
maa nu engang have løbet Linen ud. Taine har etsteds
mod al denne digteriske Moraliseren bemærket:
«Mennesket er ikke et Misfoster eller et Uhyre,
Poesiens Opgave ikke den at oprøre eller bagvaske
Mennesket. Vor medfødte menneskelige U fuldkommenhed
er i sin Orden, som den stadige Misdannelse af
Kronbladet paa en Plante; hvad vi antager for et Brud
paa Formen er en Form; hvad der synes os Omstyrtelse
af en Lov, er Opfyldelse af en Lov.»
Det vil sige: Digteren har anden Bestemmelse
end den at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
