Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272 Henrik
Ibsen
være Menneskenaturens Æreskænder, som Ibsen er det
i fjerde Akt af sit Digt. Det vil fremdeles sige:
Digteren har anden Bestemmelse end den at være
Moralist. Han maa ganske vist have sin Filosofi, om
end ikke i filosofisk Form; men netop hans Filosofi
vil forbyde ham at moralisere. En Moralist er en
Mand, der gaar tilværks med et enkelt endeligt Maal,
den sædelige Forbedring, for Øje, som derfor fæster
sin Opmærksomhed udelukkende paa en enkelt Side af
Livet. En Moralist er f. Eks. en Mand, som stifter
Afholdenhedsforeninger imod Brændevinsdrikken, og som
mener, at han har vundet Sejr, naar han har opnaaet
at udrydde det enkelte Hang, han forfølger som en
Fjende. En Filosof er derimod en Mand, der, hvis han
har sin Opmærksomhed henvendt paa det Fordærvelige
i Nydelsen af spirituøse Sager, først vil overveje,
om Brændevinen ikke er en Fornødenhed for Almuen, et
Glemselsmiddel som det, vi andre har i Videnskaben og
Kunsten, og om den ikke, naar den afskaffes, kun vil
blive afløst af andre, maaske meget værre bedøvende
og pirrende Midler, da Erfaringen har lært, at ingen
Nation kan undvære slige. Nu vel, som Peer Gynt selv
siger: «En bruger Brændevin, en Anden bruger Løgne;»
den Digter, der vedbliver saa længe at stirre paa
«Løgnen», Selvbedraget, Fantasteriet, at han tilsidst
næsten iblinde løber Storm imod det, han er som Digter
kun Moralist. Var han Filosof, som en Digter bør være
det, da vilde han, istedenfor at kæmpe som en Bersærk
imod Selvskuffelsen, have anvist Fantasteriet den
det tilkommende Plads i Menneskelivet og vilde vel
have set, at Illusionen, foruden at være en farlig
og fordærvelig Magt, hvad villigt indrømmes, indtil
en vis Grad er for det Første uundgaaelig, altsaa
nødvendig, for det Andet gavnlig, trøstende, skøn,
som den Illusion, at Himlen er blaa, ikke sort, altsaa
anden Gang nødvendig. Men til en saadan Betragtning
har Ibsen for Tiden hverken Lyst eller Kald, han er
ikke længere veltilpas uden som Stridsmand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
