Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 Henrik
Ibsen
Henrik Ibsens Udseende tyder paa de Egenskaber, han
har lagt for Dagen I sin Poesi. I hans Aasyn er en
sjælfuld Blødhed dækket af Fysiognomiets strenge eller
spydige Alvor, der .kun af og til gennembrydes. Ibsen
er undersætsig, sværtbygget; han klæder sig med en vis
Stil og Elegance og tager sig højst anselig ud. Hans
Gang er langsom, han fører sig med Værdighed, hans
Holdning er fornem, Hovedet er stort, interessant med
en rig Manke af graanende Haar, som han bærer temmelig
langt. Panden, som behersker Ansigtet, er ualmindelig,
bærer stejl, som den er, høj, vid og dog gennemformet,
et Stempel af Storhed og Tanker’gdom. Munden er, naar
den tier, sammenkneben, som uden Læber; den røber,
sluttet og besluttet, at Ibsen er føamælt Han sidder
ogsaa virkelig i Fleres Nærværelse gærne ordknap som
den tause, stundom næsten barske Dørvogter for sin
Aands Helligdomme. Han kan tale paa To-mandshaand
eller i en ganske lille Kres, men selv der er han alt
Andet end meddelsom. En Franskmand, hvem jeg engang
i Rom førte hen foran Runebergs Byste af ham, sagde:
^Udtrykket er mere aandrigt end digterisk». Man ser
paa Ibsen, at han er en satirisk Digter, en Grubler,
ingen Sværmer. Men hans ypperste Digte som Borte og
nogle andre viser, at han engang i Livets .Kamp har
faaet en lyrisk Vingehest dræbt under sig.
Jeg kender to Udtryk i hans Ansigt. Det første er det,
hvor Smilet, hans gode og fine Smil, gennembryder og
bevægelig-gør Ansigtsmasken, hvor alt det Hjertelige,
Inderlige, der ligger dybest i Ibsens Sjæl, træder En
imøde. Ibsen er til en vis Grad .forlegen, som tunge,
alvorlige Naturer tidt. Men han har saa smukt et Smil,
og gennem Smil, Blik og Haandtryk siger han Meget,
som han ikke vilde eller kunde klæde i Ord. Og saa
har han en Maade, under en Samtale, smaaleende med
et Udtryk af godlidende Skelmeri, at henkaste en
afvigende, alt andet end godlidende, altid ganske
kortfattet Bemærkning, i hvilken det Elskværdigste
i hans Natur lægger sig for Dagen. Smilet bøder paa
Udbruddets Hvashed.
Men jeg kender ogsaa et andet Udti^k i hans Ansigt,
det, som Utaalmodighed, Vrede, retfærdig Indignation,
bidende Haan kan give det, et Udtryk af næsten grusom
Strenghed, der minder om Ordene i hans skønne gamle
Digt om Terje Vigen:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
