Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
287
han som de øvrige Skandinaver ud fra
Stanimefrændskabet,; Løfterne, Danmarks Ret som
Udgangspunkt, men det var hans: lyse Livssyn,
der bragte ham til at betragte Hjælpens Nytte som
underordnet Faa det Udbrud: «I havde faaet
mange Prygl U -svarede han engang: »Naturligvis,
mange. Men hvad skader det, vi var komne med i
Bevægelsen, havde hørt til Europa. Blot ikke
blive udenfor!»
En anden Gang - i 1874 tror jeg - priste Ibsen i
høje-Toner Rusland: «Et prægtigt Land», sagde han
smilende, «al-den brillante-Undertrykkelse derovre!»
-«Hvorledes?»
«Tænk blot paa al den herlige Frihedskærlighed, den
avler. Rusland er et af de faa Lande paa Jorden,
hvor Mænd endnu elsker Friheden og bringer den Ofre.
Derfor staar Landet ogsaa saa højt i Poesi og Kunst.
Tænk paa, at de har en Digter som-Turgeniev, og
der er Turgeniev’er ogsaa blandt deres Malere;’
vi kender dem kun ikke, men jeg saa’ deres Billeder
i Wien.»
«Hvis alle disse gode Ting følger af Undertrykkelsen,»
sagde jeg, saa maa vi jo prise den. Men Knutten,
sværmer De ogsaa for den? Sæt, De var Russer –
Deres lille Dreng der (jeg pegede paa hans dengang
halvvoksne Søn) skulde han ha’ Knut?» Ibsen tav et
Øjeblik med en uigennemtrængelig Mine. Saa svarte
han leende: «Ha’ Knut skulde han ikke, gi’ Knut
skulde han.« Hele Ibsen er i denne humoristiske
Udflugt. Han selv giver i sine Dramer bestandig
Slægten Knut. Forhaabenlig skulde den eventuelle
Knutgiven i Rusland til en Afveksling gaa ud over
Undertrykkerne.
Man vil ikke undre sig over, at Henrik Ibsen med
disse Synsmaader var alt andet end henrykt, da Rom
blev indtaget af de italienske Tropper. Han skrev i
lunefuldt Mismod:
». . . Saa har man da nu taget Rom fra os Mennesker og
givet det til Politikerne. Hvor skal vi nu hen? Rom
var det eneste fredlyste Sted i Europa; det eneste
Sted, der nød den sande Frihed, Friheden for det
politiske Frihedstyranni ... Og saa den dejlige
Frihedstrang - den er nu forbi; ja jeg maa i al
Fald sige, at det Eneste, jeg elsker ved Friheden,
er Kampen for den; Besiddelsen bryder jeg mig ikke
om ...»
Der er, synes mig, i dette Standpunkt overfor
Politiken noget Dobbelt, dels en gammel romantisk
Mindelse - Afskyen for Nytteherredømmet, som er fælles
for de romantiske Skoler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
