Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288 Henrik
Ibsen
i alle Lande - dels noget Personligt og Ejendommeligt:
Troen paa den Enkeltes Kraft og Tilbøjeligheden til
at opstille radikale Tvangsvalg. Den, der i Brand
formede Løsenet «Alt eller Intet!», kan intet villigt
Øre medbringe for den praktiske Politikers Løsen «Et
Skridt hver Dag!» Jeg gad vide, om ikke hin Ibsens
ovenfor berørte Stemningsforkærlighed for Rusland
tildels havde sin Aarsag i, at der i dette Land ingen
Rigsdag er. Efter hele sit Naturanlæg maa Ibsen nære
Uvilje mod Parlamenter. Han tror paa Individet, paa
den enkelte store Personlighed: en Enkeltmand kan
udrette Alt, og kun en Enkeltmand. Et saadant Korps
som et Parlament er for ham en Forsamling af Talere
og Dilettanter, hvad naturligvis ikke udelukker, at
han kan nære Agtelse for den enkelte Parlamentarier
som saadan.
Ibsen har derfor sin evige Moro hver Gang han læser
i en Avis: «0g saa nedsatte man en Kommission* eller
^Derpaa stiftede man en Forening». Han ser et Tegn paa
Afmandelsen i vore Dage deri, at saasnart En har en
Sag eller en Plan, er Mandens første Tanke gærne den
at faa en Kommission nedsat eller en Forening stiftet
til Bedste for den. Man tænke paa den Haanlatter,
der skingrer gennem De Unges Forband.
Jeg tror, at Ibsen i sit stille Sind driver sin
Individualisme til en Yderlighed, som man af hans
Værker alene ikke kan faa Indtryk af. Han gaar i
dette Punkt endog videre end Søren Kierkegaard, om
hvem han paa dette Omraade ellers kunde minde. Ibsen
er f. Eks. en vidtgaaende Modstander af den moderne,
stramme Statsidé. Ikke i den Forstand, at han skulde
ynde Smaastater eller Smaasamfund. Ingen kan nære en
større Rædsel end han for det Tyranni, de udøver,
og den Smaalighed, de fører med sig. Faa har af
den Grund varmere end han taget Ordet for, at de
nordiske Riger skulde følge Italiens og Tysklands
Eksempel og slutte sig sammen til et politisk
Hele. Hans betydeligste historiske Drama Kongs-Æmnerne
handler jo ogsaa udelukkende om en saadan historisk
Sammensmeltnings-Idés Berettigelse. Ibsen gaar i
denne Henseende saa vidt. at han tilsyneladende
overser de Farer for Aandslivets Mangfoldighed og
Forskelligartethed, som den politiske Enhedsstræben
gemmer: Italien har aldrig i kunstnerisk Henseende (og
ubetinget) staaet højere, end da Siena og Florents var
to Verdener, og Tyskland aldrig i aandelig Henseende
(og ubetinget) staaet højere, end da Konigsberg (Kant)
og Weimar (Schiller-Goethe) var Midtpunkter. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
