Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
301
fremtraadte under bestemte Forhold paa en bestemt Tid:
Han er ikke gaaet ud fra et historisk Synspunkt, men
har kun brugt det Historiske til Paaskud. Baggrunden
i Stykket er middelalderlig, Forgrunden moderne,
thi Skule Jarl er en moderne Figur. Den historiske
Opfattelse vilde have ført til at fremstille Skule som
fuldblods Adelsherre og Bisp Nicolas som fanatisk,
men ærlig Forfægter af Kirkevælden. Thi Skules Kamp
mod Hakon betegner historisk Aristokratiets sidste,
mislykkede Forsøg paa at indskrænke Kongens Magt, og
Bispens det fra Gejstlighedens Standpunkt berettigede
Had til Kirkefjenden og Tronraneren Sverre og hans
Æt. I Stedet har Ibsen gjort Nicolas til et Umenneske,
der symboliserer Lysfornægtelsen, Misundelsen,
Spliden i Norge ned gennem Tiderne, og Skule til en
Ærgerrig, der paa samme Tid som han stræber mod de
højeste Maal, plages af en ulykkelig Tvivl om sin
Ret og sit Kald til at naa dem. Hakon og Skule staar
vel overfor hinanden som Repræsentanter for de to
Tidsaldre, Adsplittelsens og Samlingens Tid. Men da
Digterens Interesse for det Sjælelige er saa langt
større end hans Sans for det Historiske, trænges
denne Modsætning aldeles tilbage af Modsætningen
mellem de enkelte Karakterer og deres Forhold til
Ideer. Hakon repræsenterer den «Kongstanke», han har
undfanget, og gaar helt op i dette Forhold; Skule
repræsenterer ingen ældre historisk Idé, men kun den
indadvendte Mistillid. Han stjæler Hakons Kongstanke
for igennem den at give sig selv Berettigelse til
Tronen. Det lykkes ham ikke; Skjalden erklærer ham,
at en Mand ikke kan leve for en Andens Livsværk, og
han erkender selv Sandheden heraf. Ganske klart er
Skjaldens Tanke ikke udtrykt, thi hvorfor skulde man
ikke kunne leve for fremmede Ideer, som man søgte at
tilegne sig og gøre til sit eget Kød og Blod, uden
derfor at stjæle dem og selv udgive sig for deres
Opfinder? Tyveriet, ikke en Leven for Andres Ideer,
vilde gøre En ulykkelig. Det er da ogsaa dette, som
volder Skules Ulykke. Men Sagen er, at Ibsen efter
sit hele Naturanlæg interesserer sig mere for de
Kampe, der foregaar i den enkelte Personlighed, end
for Kampene mellem historiske Magter. Hvad der har
fængslet ham til Skule og gjort denne til Stykkets
Hovedperson, det er det ^Interessante* ved Skule,
hans sammensatte Natur, hans kæmpende Aand, der selv i
Uretten overstraaler Hakons enkelte, sejrsvisse Væsen;
det er den fortvivlede Kraft i denne store Nureddin,
der trods Attraaen efter Lampen, trods
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
