Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’310 Henrik
Ibsen
kan vanskeligt tænke sig en skarpere Modsætning end
den mellem denne Digter, der sidder ensom, til alle
Sider afsluttet mod Omverdenen, nede i Syden og uden
nogen som helst Adspredthed fra sit Kald udformer og
tilfiler kunstneriske Mesterværker, og saa hans store
Kaldsbroder i Norden, der af fulde, altfor fulde
Hænder øser store og smaa Artikler oni politiske,
sociale, religiøse Spørgsmaal ud i Pressen, sløser med
sit Navn, aldrig tager Hensyn til den Klogskabsregel,
som byder at gøre sig sjælden eller lade sig savne,
skriver Viser, holder Taler, agiterer, rejser fra
Folkeforsamling til Folkeforsamling og befinder sig
bedst paa Talerstolen med tusind Venner og hundrede
Modstandere om sig, holdende den hele Skare i Aande
ved sin Djærvhed og sin Kunst.
Henrik Ibsen, har ikke Lighed med nogen anden
nulevende Digter, og han er ikke paavirket af
nogen. Som Aander, der indenfor den moderne
Literatur staar i en Art rigtignok meget fjernt
Slægtskabsforhold til ham, kunde man imidlertid
maaske nævne de to afdøde tyske Digtere Otto Ludwig
og Friedrich Hebbel, der jo forøvrigt er langt mindre
moderne end han. Ved Satirens Glubskhed kan Dumas
og Sardou stænkvis minde om ham; Sardou’s Rabagas
(1871) erindrer om Stensgaard (1869). Med Bjørnson,
hvis Navn bestandig kommer En under Pennen, naar man
sysselsætter sig med ham, har han trods Naturernes
Forskellighed al den Lighed, som Landsmandsskabet
og Samtidigheden, Kappestriden i Stofbehandlingen
og Fællesskabet i Udviklingen nødvendigvis har
medført. At Ibsen havde skrevet De Unges Forbund, gav
Bjørnson en Tilskyndelse til at skrive borgerlige
Skuespil. Da Bjørnson havde skrevet En Fallit,
fik Ibsen Lyst til at variere Stoffet i Samfundets
Støtter. Bjørnson maatte, som han har meddelt mig,
slette en Sætning i Haandskriftet til. Støv, fordi den
fandtes næsten ordlydende i Henrik Ibsens Gengangere,
der udkom, før Novellen blev trykt. Sagen er. at
de to Digtere har tilbagelagt en jævnsides løbende
Udviklingsgang. Henrik Ibsen har lidt tidligere end
Bjørnson kunnet arbejde sig ud af de gammelhistoriske,
sagnagtige og fantastiske Stoffer; thi friere stillet
som han var, løsreven fra Hjemmet og staaende midt
i Ideernes Brænding i sin Samtid, havde han Mindre,
der holdt ham tilbage fra at følge Tidsalderens Krav,
mindre Naivetet og mindre Pietet. Men Tidsforskellen
mellem begge Digteres Overgang fra et overvejende
romantisk til et overvejende virkelig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
