Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
313
saadan omtrent havde Maria i Væringerne set op til
Harald Haarderaade.
Bag Stykket ligger en Forestilling om, at det
levende Liv paa hin Tid var veget fra Syden til
Norden. I Syden havde det forlængst sat Blomst i
Daad og i Kunst, dér var Livet «mejslet og røalt»,
som det siges i Digtningen, i Norden derimod, hvor
Naturen var barsk og Kunsten endnu ikke til, dér
aandede Livet kraftigt. Men netop dette havde jo
ogsaa Oehlenschlager troet.
Hos Ibsen spores dog mindre end hos Oehlenschlager
i Hakon Jarl, Palnatoke, Væringerne Forkærlighed
for nordisk Hedenskab paa sydlandsk Kristendoms
Bekostning. Den Overlegenhed hos Blanka, at hun
beder for sine Fjender, forvirrer Hedningen fra
Norden. Forgæves søger den unge Konge at værge sig
mod det stærke Indtryk. Hos Oehlenschlager siger Auden
(Odin) i Hakon Jarl til Olaf Trygvason, der indfører
Kristendommen, den berømte Replik:
Dreng, lad mine Graner staa!
Paa lignende Maade svarer her Gandolf Blanka, da hun
erklærer, at hvis hendes Tro blev plantet i nordisk
Jordbund, vilde Blomster dække den nøgne Fjeldvæg:
Lad du Fjeldet staa med nøgne Vægge, til det falder
sammen!
men Blanka beholder Ret, og en ny Tids Aand følger
i hendes Skikkelse Søkongen til hans Hjem. Ved
hendes Indflydelse er hans Væsen mildnet og
forædlet. Godhedens Idé staar da i Stykket som den
højeste; ikke Kraft, men Godhed er det ypperste
i Verden for Ibsen, da han er 22 Aar, som for
Oehlenschlager, da han var 70. Senere hen bliver
det blotte Godhedsideal ham mere tvivlsomt og
dobbelttydigt, som Tante Julie i Hedda Gabler viser.
Den gamle Viking, der er bleven levnet paa den fjerne
Ø, og som tilsidst beslutter at ende sit Liv der,
er med sine svage Omrids atter en Oehlenschlågersk
Figur, minder lidt om Helten i De to Armringe. At
Skjalden beslutter at blive hos ham for engang at
lukke hans Øjne og synge hans Drapa, er et Træk af
gammel Romantik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
