Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
315
Has med Hensyn til Hovedfigurernes indbyrdes Forhold
skylder Kleist’s Kåthchen von Heilbronn mere, end hans
Gildet paa Sol-haug skylder Hertz’s Skuespil. Men
tilbage bliver for Gildet paa Solhaugs som for Olaf
Liljekrans’s Vedkommende i Dialogens versificerede
Partier en Brug af Kæmpevisens Tone og Stil, hvorpaa
Hertz havde givet et genialt Eksempel. Der forekommer
mig paa ingen Maade at ligge nogen Forringelse af
Ibsens Betydning i denne Hævden af Hertz som det
oprindelige Forbillede. Af En eller Anden maa jo selv
den Største have lært.
Olaf Liljekrans har en Hovedinteresse ved det
Vidnesbyrd, Skuespillet afgiver om Styrken af Ibsens
Begejstring for Kæmpevisens Aand og Tone, paa samme
Tid som Stykket paa enkelte Punkter røber Digterens
instinktive Tvivlsaand overfor den Romantikens Verden,
hvori han endnu er fasttryllet af Overleveringen. Han
har her sammensmeltet forskellige romantiske
Elementer, først Kæmpevisen om Hr. Oluf, hvem
Elverpigen lokker til sig, netop som han er reden ud
paa Brudefærd, som bekendt en af de mest almenyndede
middelalderlige Viser, den, der bl. A. ligger til
Grund for Heibergs Elverhøj og for Gades Elverskud,
dernæst Fortællingen om den unge Pige, Rypen i
Jnstedal (saaledes lød Olaf Liljekrans’s oprindelige
Titel), der paa den sorte Døds Tid alene blev i Live i
Dalen og levede der ensom og sky som en Rype, indtil
hun blev funden, opdraget og lykkelig gift.
Sprogtonen i denne Digning er som i de oprindelige
Udgaver af alle Ibsens Ungdomsarbejder rent dansk;
der forekommer i hele Værket neppe et Dusin norske Ord
og ikke en eneste udansk Vending, hvad der bestyrker
Indtrykket af, at man her har en ungdommelig Lærling
af den danske Digterskole for sig. Versene er smukke
og flydende uden nogen udpræget Særhed. Stykkets Værdi
som Skuespil er dog ikke stor. Hovedpersonen, Ridder
Olaf, viser helt igennem en ungdommelig, men næsten
ynkelig Afhængighed af sin Moder og dermed følgende
Ube-sluttethed, og dels i Kraft af hans Mangel paa
Energi, dels i Kraft af et Hang hos Henrik Ibsen som
begyndende Dramatiker til at fremkalde Forvikling ved
Misforstaaelser og Fejltagelser, strammes Knuden paa
den rent udvortes Maade, at Heltinden Alfhild træder
frem, smykket som Brud i Tro til at hun skal ægte
sin Elskede, uden at denne har opklaret hende sin
forsagte Tilbagevenden til sin tidligere Trolovede,
med hvem han samme Aften skal holde Bryllup. Saa
indtræder en Afgørelse, der med-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
