Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
337
den Ungdom, der er gaaet op i Troen paa ham og er
lutter Begejstring for ham. Hun synes forsaavidt i
Slægt med sin Stedmoder Ellide, som ogsaa denne i ti
Aar venter paa den fremmede Mand. Og hun ligner den
fremmede Mand deri, at hun ikke skænker Solness’s
Giftermaal en Tanke. Vi kendte hende i Fruen fra
Havet som den, der var født med Trangen til de stærke
Sindsbevægelser, til de Spændinger, som bringer En
til at føle, at man lever; her lærer vi hende at kende
som den, der ikke vil lade sig sin Tro paa den store
Bygmester berøve, vil se ham paa hans Væsens Højde,
ene, frigjort, for anden Gang. Og dette symboliseres
i Stykket ved, at hun paany vil se ham sætte Kransen
paa et Taarnspir.
Han er i Mellemtiden bleven svimmel, svimmel som selve
hans Samvittighed. Men ved hendes Komme skal og maa
denne Svimmelhed vige. Hun taaler ikke, det med Rette
skal kunne siges, at hendes Bygmester «ikke tør -
ikke kan stige saa højt som han selv bygger».
Denne Replik er Stykkets centrale. For ret at forstaa
den, indsætte man et Øjeblik andre Værdier, denne
for Eksempel: Det skal ikke med Rette kunne siges,
at min Digter i sit Liv ikke kan stige til Højden af
de Idealer, han fremstiller i sine Bøger.
Stod der saaledes, var Stykket blevet et ganske andet,
mere massivt, mere holdende sig til Jorden. Som
Repliken nu lyder, er Stykket mere poetisk, mere
dunkelt og fængslende ved sin Dobbeltmening. Der
behøves nemlig megen Kunst for at vi helt igennem
skal tro paa Symbolet, saa det ikke virker som blot
Symbol. Ibsen har for at holde Læseren fast i Stykkets
Atmosfære med vidunderlig Agtpaagivenhed maattet
kitte alle Dramets Vinduer og Døre til, saa ikke et
Pust af Dagliglivets sunde Menneskeforstand trængte
ind. Thi skete det, var Trolddommen brudt. Hvis en
eneste af Stykkets Personer en eneste Gang betonede,
at det jo dog aldeles ingen Maalestok er for en
Bygmesters Storhed, om han bliver svimmel paa Vejen
til et Kirketaarns Spir eller ej, saa var Stemningen
og Symboliken sprængt. Men alt Sligt er holdt ude.
Derimod ser vi Hilde i Virkeligheden rive
Solness ud af hans lave Tankekres, før vi ser
hende drive ham til i den legemlige Verden at
staa ene og fri højt oppe. Thi hun ræddes,
da hun endelig forstaar hans Lavhed overfor
Ragnar. Hun for-få. Brandes: Samlede Skrifter. III.
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
