Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340 Henrik
Ibsen
jo ikke naas eller overtræffes i det Følgende, cia
den ender med Barnets Død.
Over Stykket kunde som Motto staa disse Ord:
Rita:
Vi er da Jordmennesker alligevel.
Ållmers: Vi er lidt i Slægt med Hav og Himmel ogsaa,
Rita.
Ibsens Opfattelse af Menneskenaturen er i disse Ord.
Han har i dette Skuespil med sin sædvanlige Fynd
skænket Livsbetragtningen et nyt, tankevækkende
Udtryk: Forvandlingens Lov. Alle menneskelige Forhold
staar under Forvandlingens Lov. Oldtidens Digtere
skrev «Metamorfoser», Digtninge om de Forvandlinger,
deres Mytelære var fuld af. Lille Eyolf er Ibsens
Digtning om «Forvandlingerne». Man siger i Regelen,
at alt Levende staar under Udviklingens Lov. Men
Udtrykket Forvandling er dybere og sandere end det
gængse Udtryk «Udvikling*; thi Forvandling indbefatter
Fremgang og Tilbagegang, Udvikling og Sammenfoldning i
et enkelt omfattende Ord. Og vi ser i dette Skuespil
menneskelige Følelser formes, omformes, udslukkes,
vaagne paany i forandret Skikkelse.
Overfor enhver Begivenhed, der griber ind i vort Liv
som pludselig Ulykke, rejser der sig et tvefoldigt
Spørgsmaal. Først det om Aarsagen, eller teologisk
udtrykt Skylden eller moralskjuridisk udtrykt
Ansvaret. Dernæst det om Betydningen af det Skete,
teologisk udtrykt Meningen dermed, moralsk udtrykt det
Spørgsmaal, hvad Brug der bør gøres af Ulykken, ifald
den ellers kan bruges til andet og mere end Sorg.
En saadan epokegørende Begivenhed for Menneskers Liv
og Samliv er her i Skuespillet Eyolfs Død.
Under Grubleriet over Aarsagen, Skylden, Ansvaret
stanser Dramet ved dette Punkt: det Favntag, under
hvilket det nogle Øjeblikke forglemte Barn ved et Fald
blev til Krøbling, og der møder Læseren en næsten
Tolstoj’sk Uvilje mod «Jordmennesket* og dets Natur
i det stygge Skær, som her kastes over det sunde,
stærke Elskovsforhold mellem Mand og Hustru. Der
har altid hos Ibsen været en Dobbelthed tilstede;
han taler Naturens Sag, og han tugter Naturen med
mystisk Moral; kun at snart Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
