Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
345
ham og har egenmægtigt udset ham til at blive en Aand,
der skal lyse saa højt og saa vidt over Landet, at
Faderens Skam gaar i Glemme derover; den sjældne,
stolte Plejemoder kommer, dødssyg som hun er, til
ham for at tilbringe sin sidste Tid i hans Nærhed,
tilsigter iøvrigt kun hans egen Lykke. Begge Søstre
staar haardt mod hinanden i Kampen om Ynglingens
Kærlighed. Til disse to træder saa henimod Stykkets
Slutning Faderen med sin Henvendelse til Sønnen; han
drømmer efter den i Uvirksomhed spildte Tid paany om
at arbejde sig i Vejret og attraar Sønnens Medvirken
dertil.
Forholdet mellem Forældre og Børn, særlig mellem Fader
og Søn, har tidligt og stærkt sysselsat Ibsen. I
Samfundets Støtter allerede indser Bernick, at han
«har aldrig ejet» sin Søn, sin Olaf, da han troer at
have mistet ham. I Lille Eyolf indser Allmers med de
selvsamme Ord, at han har i Grunden «aldrig ejet»
sit eget Barn. Forældrene vandt ham ikke. Ganske
saaledes viser det sig her, at hverken Moderen
eller Plejemoderen eller Faderen ejer Sønnen. Men
medens dette i de tidligere Skuespil udelukkende
fremstilledes som Forældrenes Fejl, er Forholdet
her langt anderledes og dybere opfattet. Vistnok vil
Moderen her, som Allmers hist, bruge Sønnen til sine
egne Formaal uden at spørge om hans egen Naturs dog
afgørende Krav. Men her er Forældrene, Plejemoderen
især, alvorligere, langt større anlagte Naturer end
Sønnen. Ethvert Krav, der fra de Ældres Side stilles
til ham, preller af paa hans Ubetydelighed, paa hans
unge, nydelseslystne Sind. Han vil hverken blive
Geni, som Moderen venter det af ham, eller arbejde,
som Faderen haaber det; han vil ikke engang skænke
sin dødssyge Velgører-inde sit Selskab i de sidste
Maaneder af hendes Liv. Han har truffet sit Valg;
han vil rejse ud i den vide Verden med den smukke
Fru Wilton, der er den ikke altfor højt flyvende
Livsglæde i egen Person.
Hvor mesterligt er denne Frue ikke malt, og med
ganske faa Penselstrøg, hun «sdm saa mangen god Gang
har svaret baade Ja og Nej paa egne Vegne». Og hvor
fint det lille Træk7 at hun af Ibsen forestilles os
som en Dame i «Tretiaarene» altsaa over de Tredive;
men da hun selv et eneste Sted omtaler sin Alder,
erklærer hun Erharts Moder: «Idelig har jeg mindet ham
om, at jeg er hele syv Aar ældre end han» o; end den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
