Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen t
353
fulgte nu den Række mesterlige Værker, alle kender,
Vildanden, der er saa dybsindigt og nyt, Rosmersholm,
der er saa skarpt polemisk og i sin Følelse saa
sublimt, det mystisk-symbolske og dog borgerlige
Skuespil Fruen fra Havet, saa den overlegne rent
sjælegranskende Studie Hedda, endelig Solness, der som
Digtning overstraaler Alt. Medens de følgende Dramer
Eyolf og Borkman er helt igennem mørke, sørgelige,
bringer Hildes Skikkelse her et Lys af lattermild,
overmodig Ungdom, tindrende Enthusiasme. Skikkelsen
er paa den ene Side saa norsk, at intet mere Norsk
nogensinde har faaet kvindelig Form, og saa rigt
menneskelig, at den kan forstaaes allevegne. Digterisk
og kunstnerisk betog Solness mig i lige høj Grad;
det var ganske sagligt og dog som et Skriftemaal,
hvisket i Fortrolighed; det virkede som en personlig
Meddelelse fra Mund til Øre. Det bragte En Digteren
menneskeligt mere nær end noget andet af hans Skrifter
siden Brands Dage.
Ja hans Udviklings Curve staar for mig som en
Ildlinie. Undertiden synes det mig vel, som antydet,
at jeg har følt hans Væsens Ejendommelighed fuldt
saa stærkt i hans personlige Udtalelser og hans
Breve som i den indirekte Meddelelse af hans Væsen,
han i Dramerne giver; men jeg indser, at kun fordi
han var den Mand, hvis Værker var saa dybe og sære,
har hans Ord for mig kunnet faa saa megen Vægt.
* Alt i Alt tror jeg, at jeg skylder ham mest for det
Eksempel, han har givet, Eksemplet paa Selvsamling,
Selvsammendragning, Selvfordybelse. Jo mere man under
sit Livsløb lader sig gennemtrænge af den jordiske
Tilværelses Ironi, jo grundigere man er helbredet for
Overvurdering af sine Evner, jo dybere man forstaar
næsten alle Bestræbelsers Unytte og Frugtesløshed,
des mere fristes man til at se sit eget Liv og dets
Gerning under det Ligegyldiges Synspunkt. Man studser
da ved at iagttage en Mand, der i den Grad, saa naivt,
saa stort, under sin Tvivl overfor alt muligt Andet,
troer paa sin Gerning, tager den helt alvorligt
uden det ringeste Glimt af Ironi, udelukkende lever
for denne sin Gerning og derved holder den og sig i
Ære. For mange Aar siden, engang i 1872, henvendte
Henrik Ibsen disse Ord til mig: «Bevar en venlig
Plads for mig og mit ved Siden af det, som fra nu af
maa være Dem det eneste Vigtige, fordi det i Aand og
Sandhed er Deres Eget* Det faldt mig allerede dengang
saare vanskeligt at betragte mit Eget som det eneste
G. Brandes: Samlede Skrifter. IH.
23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
