Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 Bjørnstjerne
Bjørnson
Nationalejendomnieligheder eller dens virkelige
Uoverensstemmelse med Folkets Udviklingstrin i lang
Tid være forhindret fra at trænge igennem. Mange af de
Største har lidt derunder. Mange som Byron, Shelley,
Heine, Henrik Ibsen har forladt deres Land, endnu
langt flere, der er blevne i Hjemmet, har følt sig
forladte af deres Folk. Med Bjørnson forholder det sig
ganske anderledes. Han er vel aldrig bleven fredeligt
anerkendt af det hele norske Folk, først ikke, fordi
hans Form var saa ny, senere ikke, fordi hans Ideer
var saa udfordrende, men dog har han sit Folk med sig
og bag sig som blandt samtidige Digtere maaske kun
Victor Hugo. Og Hugo er ikke saa fransk som Bjørnson
er norsk; naar man nævner hans Navn, er det som hejste
man den norske Fane. Han er i sine Fortrin og Fejl,
sit Geni og sine Svagheder saa udpræget national som
Voltaire eller Schiller. Det kunde maaske synes, som
om Ibsen med sit sære og sky, alvorsfulde og sluttede
Væsen var mere national end den lyse Fremtidsbebuder
Biørnson. Men at ogsaa det Aabne, Aaben-
v
*.»>
J
mundede og Højmælende, ogsaa det Frejdige og Muntre
er norsk, det har det attende Aarhundredes norske
Digterskole og Werge-land tilfulde bevist, og Bjørnson
har alt det Ordknappe, Bundne, Sky og Tunge i sin
Kunst, i sine digtede Figurer. Hans Aaben-hjertighed
som Menneske og hans Ordknaphed som Kunstner, hans
pirrelige norske Nationalfølelse paa den ene Side
og den levende Bevidsthed om dette Folks Ensidighed
og aandelige Tarv og Trang paa den anden - denne
Bevidsthed, der har drevet ham til Skandinavisme, til
Pangermanisme, til Verdensborgerfølelsen - alt dette
er i sin særegne Blanding saa udpræget nationalt,
at han i sin Personlighed sammenfatter Folket. Han
repræsenterer dets Selvkritik, ingen med Skorpioner
piskende Kritik som Turgenjevs eller Ibsens, men en
skarp og modig Dom, baaren af Kærlighed, fældet uden
Melankoli. Thi han opviser aldrig en Brøst, paa hvis
Bedring og endelige Helbredelse han ikke tror, aldrig
en Last, om hvis Udryddelse han fortvivler; han har
en sand Kulsviertro paa det Gode i Menneskeverdenen
og besidder et stort Brushoveds hele uovervindelige
Gladsyn.
Ligesom intet andet Land havde kunnet frembringe ham,
saaledes vilde han endnu mindre end andre Forfattere
kunne trives udenfor Fædrelandet. Da i 1880 det Rygte
gik gennem tyske Blade, at han ked af de hjemlige
Stridigheder vilde tage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
