Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
363
Ophold i Minienen, skrev han i et Privatbrev: «Jeg
vil bo i Norge; jeg vil prygle og prygles i Norge;
jeg vil synge og dø i Norge - vær vis paa det b
At føle sig i saa inderlig en Sammenhæng med sit
Fædreland er en Lykke, naar man bliver velvilligt
forstaaet af det. Det bliver Bjørnson paa Grund af
Forhold, der ligger dybest i hans Natur. Han, der
har sværmet stærkt for den indesluttede, ensomme
Michelangelo, er en Aand af ganske modsat Art,
ikke ensom, selv naar han er mest alene (som siden
1873 paa sin Gaard i Gausdal), men en i højeste
Grad samfundsagtig og folkelig Aand. Han beundrer
Michelangelo, fordi han overhovedet beundrer
det Store, det Dybtalvorlige, det sorgfuldt
Strenge i Menneskehjertet og i Stilen, men han
har Intet tilfælles med den store Florentiners
Ensomhedsfølelse. Han er den fødte Partistifter og
følte sig tidligt hendraget til strømmende folkelige,
partistiftende Aander som Wergeland og Grundtvig,
hvor ulig han end er dem begge ved sin plastiske,
figurdannende Kraft. Han trænger til at føle sig
som et Midtpunkt eller Brændpunkt for Sympatier,
og han danner uvilkaarligt et Forbund omkring sig,
fordi han selv er et Samfunds, et Forbunds Spejl.
At han er national, beror da nærmere paa,
at han er en folkelig Aand. Ogsaa det er en
Temperamentsbestemmelse; han er folkelig, fordi han
ikke er afsluttet og ikke forfinet, fordi der fra
først af var noget Grovttilhugget eller, som man i
gamle Dage yndede at udtrykke det, Storslaaet ved ham,
Noget, som var i Slægt med de Mange. Der er Aander,
som begynder deres Bane med at tale i de Manges Navn,
og der er Aander, som til deres Død kun taler i eget
Navn; der er Aander, som fra først af siger «vi >,
andre, der fra først til sidst siger «jeg», og atter
andre, der begynder med at sige «jeg» og ender med at
sige «vi» eller omvendt. Bjørnson har til Trods for
sin stærke Selvstændighed altid følt sig som Organ;
det har været ham, som om et helt Folk fik Mæle gennem
ham. Han har følt sig baaret af sit Folk, af dets
Historie, dets Fortid, dets Bestræbelser rundt omkring
ham, og han har talt i Kraft af denne Følelse.
Aander af denne Art har et fælles Præg. De skyr ikke
almene, anerkendte Sandheder. Hvor ny deres Form, hvor
oprindelig deres Fremstilling end er, det Indhold,
som fremstilles, er fra først af det almindeligt
antagne og anerkendte. Og selv det tilsyneladende
Nyeste, de siger, er aldrig i anden Forstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
