Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstierne Bjørnson
373
Provinsby og bragte Teatret i Vejret, medens han
tilbragte lykkelige Ungdomsdage med Ole Bull, hvem
Arne senere blev tilegnet. Som Styrer af Teatret
i Christiania havde han en gavnlig, men altfor
kortvarig Indflydelse. Han har selv saa mange af
en udmærket Skuespillers Egenskaber, at han afgiver
en fortræffelig Indøver og Iscenesætter. Havde han
bidraget Sit til at fordrive den danske Skuespilkunst
fra Norge, saa gjorde han til Gengæld Sit for
at grundlægge en norsk National-Skneplads. Stor
Skade er det, at han ikke er kommen til at bygge
videre paa dette Grundlag. Stor Skade saavel for
det norske Teater som for ham selv. Hans Erfaringer
som Teaterleder er naturligvis komne ham til Gode
som Skuespildigter; dog har han som saadan sjældent
naaet det teknisk Fuldendte, rimeligvis netop fordi
der ingen stadig Vekselvirkning har fundet Sted
mellem Teatret og ham. Hans store, smukke Trilogi
Sigurd Slembe er ikke skrevet for Scenen og blev
I mange Aar kun spillet af Meiningerne, først sent
opført i Norge. Den frembyder mange Optrin af mægtig
Skueplads-Virkning, som f. Eks. dem, der følger paa
Kongemordet, men er dog som Helhed et Læsedrama. Hans
kraftige og vildt-lidenskabelige Ungdomsværk Halte
Huldet vinder lidet ved Opførelsen. Dog har to
Skuespil fra hans første Livsafsnit gjort overordenlig
Lykke paa Scenen: Maria Stuart (1864) og De Nygifte
(1865).
Maria-Stuart er et rigt og mægtigt Arbejde, sprudlende
af dramatisk Liv, men larmende teatralsk som et
Melodrama. Dets Aktslutninger er sande Omvæltninger,
de Scener, med hvilke anden og tredie Akt ender, har
en Voldsomhed og efterlader en Spænding, der er af
ægte dramatisk Art; til Gengæld er Stykkets Slutning
svag eller rettere det slutter ikke.
Alle Handlingens Enkeltheder, Rizzios Drab, Mordet
paa Darnley, Bothwells Bortføre n af Maria, griber
fortræffeligt ind i hinanden og fremtræder som
følgerigtige Udslag af Forudsætningerne. Der
gaar gennem det Hele et stormende Pust af
Ungdom. Rimeligvis lykkedes dette Drama Digteren
især saa godt, fordi han paa den skotske Grund
endnu befandt sig i norsk Luft. Bothwell siger:
«Fra den Stund af, da min Vilje har slaaet Rod i
Begivenhederne, har jeg set den vokse udover dem,
med blodrød Stamme, men stærke Grene. Den norske
Vildngeæt, der drev til Lands her, og hvorfra vi
nedstammer, var ogsaa et saadant Viljetræ, der bed
Rod i Klippen, og i dets Ly bygger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
