Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 Bjørnstjerne
Bjørnson
heri. Den frembringende Kraft holdt sig en Tid lang
paa samme Punkt, men Livssynet udvidedes ikke, det
forblev barnligt og snevert. Han kunde undertiden
blive flov; han skrev nu og da Digte, der havde et
næsten seminaristisk Anstrøg. Han hyldede en i sit
Udtryk stundom ret barnagtig Optimisme som i Digtet
Fordum og Nu, der heldigvis ikke er gaaet over i
Digtenes anden Udgave. Han manede Gud frem ved hvert
Bryllup og hver Begravelse; lod ham tale med dobbelt
spærrede Bogstaver i Digtet over Munch; indførte og
misbrugte ham i hver eneste Strofe, det galdt om at
give et højtideligt Præg. I Digtet Til min Far, som
begynder med den maaske en Smule overdrevne Sætning
«Vor Slægt engang den første var i Landet*, hævdede
han, at man maatte kende hans Forældre for at forstaa
«Troens stille Hæder» i hans Digtning; han beraabte
sig paa, at Kvinden hos ham skred frem «i Troens
Solglans»; han glædedes ved at for de Gamle «Livet
samlede sig i Troens Fylde». Han besang «Barnet i vor
Sjæl», forherligede som det Største og Ypperste Børn
og barnlige Sjæle, erklærede (i Digtet til Sverdrup),
at han stod «paa Barnetroens Bund»: ud fra den var
det, at han krævede Lighed og Folkefrihed. Ud fra
den var det vel ogsaa, at han i Digtet over Frederik
den Syvende betegnede denne Konge som «Danmarks
varmeste, største Hjerte, dets bedste Landefæste*
o. s. v. Han holdt sig ligesom næsten hele Datidens
nordiske Literatur i en ængstelig Afstand fra den
oplyste Samtids Liv og Ideer. Eller rettere: Naar
han fremstillede Samtidens Mænd og Tanker, var det
ufrivilligt; de fremtraadte i gammelnordiske eller
middelalderligt skotske Teaterkostymer, omklædte,
forklædte. Han lod i Sigurd Slembe Helga og Frakark
Aar 1127 drøfte Forholdet mellem den Enkeltes og
Slægtens Udødelighed i Vendinger, der altfor stærkt
mindede om 1862, og maatte dog lade de samme Høvdinge,
der her ræsonnerer om Politik, som havde de oplevet
de næste syv Aarhundreders Historie, og bruger Udtryk
som «et Kald», «et uhyre Kald», «en Grundlov*, «bygge
Loven paa ulovlig Grund» - radbrække den fangne
Sigurd Led for Led, en Handling, der forudsætter et
ganske anderledes barbarisk Liv. Naar man udtrykker
sig saa dannet, radbrækker man ikke sin Modstander;
man bagvasker ham.
Til denne Mangel paa Ensartethed mellem Tankerne og
Lidenskaberne kom Bjørnsons i kunstnerisk Henseende
beklagelige Hang til efterhaanden som den dramatiske
Handling skred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
