Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
381
frem at drage alle sine store S}?ner og Skikkelser
saaledes sammen, at den nedarvede Kirketro lod sig
slaa som en Raabe om dem i det Øjeblik Digteren
sluttede og Tæppet faldt. I Maria Stuart var John
Knox’s Skikkelse den eneste, der ikke stod under
den dramatiske Ironi, som svævede over de andre
Personer. Bjørnson forbeholdt sig ikke den poetiske
Overlegenhed over ham, thi han skulde med Digterens
Patos paa sine Læber til Slutningen træde ud af
Rammen og som Folkets Repræsentant overtage Marias
politiske Arv. De vældige Kampe i Sigurd Slembe saavel
som de stærke Lidenskaber i Maria Stuart udmundede
hver i sit Psalmevers. Handlingen var i disse Dramer
saaledes tilspidset, at den løb ud hist i Ingemanns
Korsfarersang, her i Puritanernes mystisk-taagede
Psalme.
Efterhaanden syntes det som var Digterens engang saa
rige Aare nærved at tørres hen. De seneste Noveller
som Jernbanen og Kirkegaarden, Brudeslaaten betegnede
intet Fremskridt udover de tidligere digtede; en
af de sidste, En Livsgaade, var blot Manér. Trods
sine skønne Elementer kunde Sigurd Jorsalfar
ikke sammenlignes med de tidligere Dramer. Den
anden Halvdel af Arnljot Gelline stod tilbage for
den første, langt tidligere skrevne. Der spirede
tilsyneladende ingen nye Tanker i Bjørnsons Sind. Man
spurgte sig, om det skulde gaa med denne Digter som
’med saa mange andre, som med flere danske Digtere,
der forstummede i deres kraftige Mandsalder, fordi
de manglede Evnen til Selvfornyelse. Sin oprindelige
Kapital havde Bjørnson øjensynligt udmøntet. Fattedes
der ham Evne til at erhverve sig nye Skatte? Han havde
i sin Tid ligesom den unge Viking, om hvem han har
skrevet et af sine smukkeste Digte, efter Sejren over
den gamle Tid og dens Høvding, staaende ved Roret
tilraabt Mændene: «Faar jeg nu Lov?» Nu havde han
Lov og vidste ikke selv, hvor han skulde styre hen.
Hine Aar har indprentet sig i mit Sind. Det var med
en uendeligt pinlig Følelse, at man sammenlignede
den aandelige, særligt den literære Tilstand i
Europa med den i Norden. Man havde en Følelse af at
være udespærret fra Europas Kulturliv. Man sad som
inden Døre, og forgæves tumlede enkelte Hjærner med
Problemet om, hvorledes man skulde faa Døren op. Det
saa’ haabløst ud. Thi Aaret 1864 havde slaaet med
sin Jernkno paa Døren, og den gik dog ikke op, 1866
havde banket forgæves,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
