Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Bjørnstjerne
Bjørnson
Hvad man senere bekæmpede, var altsaa ikke Tendens
i og for sig, om hvilken man aldrig før havde ment,
at den gjorde Poesien noget Afbræk. Til de gamle
Tendenser havde man jo vænnet sig saa fuldstændigt,
som man vænner sig til Luften i et Værelse, man aldrig
forlader. Hvad man gav sig til at forvise under Navnet
Tendens, det var Aarhundredets Aand, dets Ideer. Men
disse Ideer er for den episke og dramatiske Poesi
det Samme som Blodets Kresløb gennem Aarerne er for
det menneskelige Legeme. Hvad man i Poesiens egen
Interesse maa fordre, er kun, at disse Aarer, der
gerne maa ses blaanende under Huden, ikke fremtræder
spændte og sorte som paa en Forbitret eller Syg.
En sjælden Gang kan Tendensen som Hang til at
opdrage fremtræde saaledes i Bjørnsons Skuespil,
og det forstaar sig, at en Tendens, der ikke er
legemliggjort i Kunstværket, men træder upoetisk
ud af Rammen, ikke er undskyldeligere eller bedre
hos Bjørnson end hos Andre. Jeg holder f. Eks. ikke
meget af de Angreb paa Statskirken, de staaende Hære
og Kongedømmets hele Samfundsorden, som Bjørnson
i sit Drama Kongen har lagt Hovedpersonen i Munden
umiddelbart før hans Selvmord. Man føler, at dette er
noget, Digteren vil have sagt; Hensigten fremtræder
grel og nøgen. Saaledes er ogsaa den yndefulde
Digtning Støv vel meget Læredigt. Greben af Sandheden
som Bjørnson føler sig, fristes han til nu og da at
give den et skrigende eller altfor ligefremt Udtryk,
og mærker ikke, at han derved netop forringer den
poetiske Virkning, han har troet at forøge.
Men fraset Sligt kan et Menneske med poetisk Sans
kun gennem forsætlig Selvforhærdelse forblive
ufølsom for det Væld af ny og ejendommelig Poesi,
der gennemstrømmer disse Værker fra Bjørnsons andet
Livsafsnit, anden Ungdom burde man sige. En brændende
Sandhedskærlighed har paatrykt dem sit Mærke. Hvilken
kraftig Fordring i disse Bøger til Sandhed mod sig
selv og Andre, hvilken Rigdom af friske Tanker
paa alle Omraader, Stat og Samfund, Ægteskab og
Hjem! Endelig hvilken Mildhed, hvilken Deltagelse
med de Mennesker, der staar som Repræsentanter
for de Magter, Digteren dømmer, som Kongen eller
Biskoppen i Leonarda, medens alle Angreb rettes
mod Samfundsindretningen som saadan. Ingensteds
føles dette skarpere end i Kongen, hvis Grundtanke
er den simple, i og for sig lidet nye, at det
konstitutionelle Kongedømme er en Overgangsforni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>