Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
397
Det er store Sandheder, men næsten altfor sande.
Det andet Moment i Kampen mod Fanatismen er Indlægget
mod trangsynte og hadefulde Domme i Sager, som angaar
Forholdet mellem Mand og Kvinde, Ægteskab, Skilsmisse
o. s. v.
Da nu Digteren føler sig staaende overfor et meget
indskrænket Samfund, saa udannet, at det vilde skrige
op ved den ringeste Forvovenhed fra hans Side, og da
han ikke vil lægge sig ud med Samfundet, men vinde
det, opdrage det, saa begynder han nødvendigvis med
ABC’en. Han lægger da Forholdene saaledes tilrette,
at selv den mest Indskrænkede maa stemmes gunstigt.
Det gælder om at vise, hvorledes en Fritænker kan
bryde et Ægteskab og dog være en brav Karl. Til den
Ende maa Ægteskabet, der brydes, være saa værdiløst,
som tænkes kan. Vi faar derfor en Ægtemand, der er
rent Kadaver: han er lam, han er blind; han kan
hverken tænke eller tale, saa lidt som han kan
gaa eller« se. Og for at gøre harn afsky værdig:
en Kønssygdom, der i Reglen naivt betragtes som
Følge af et udsvævende Levned, har lammet og blindet
ham. Hans Betegnelse i Bogen er denne: en bedærvet
Køddynge. Dernæst: For at gøre den kvindelige Part
i Sagen dobbelt angerløs, er den Kvinde, han har
knyttet til sig, et Barn paa sytten Aar, uvidende om
hvad Ægteskab er, som har overtaget sin afdøde Søsters
Stilling i Huset, og over hvis Forhold til Søren Kule
der iøvrigt ligger et uigennemsigtigt Slør.
Hun er da skyldfri, et Barn, frygtsomt og forskræmt;
men hun er desuden uimodstaaelig. For at godtgøre
denne Uimodstaaelighed opbyder Digteren sin hele
Følsomhed, appellerer til /Eventyrstemningen og
Æventyrstilen, bliver forsætligt barnlig.
Ogsaa i andre Literaturer kan man se Digtere med
et blødt Sind anvende lidt vel kælne stilistiske
Midler. Man læse f. Eks. i Alphonse Daudets Le petit
chose Afskeden fra Nimes: «Jeg sagde til Platanerne:
Farvel, mine kære Venner! og til Vand-bækkenerne:
Det er forbi, vi ses ikke niere! Der var i Haven
et Granattræ, hvis højrøde Blomster udfoldede sig
i Solen. Jeg sagde hulkende til det: Giv mig en af
dine Blomster! Og det gav mig den. Jeg satte den i
mit Bryst til Minde om Træet». Dog dette Kælenskab
naaer ikke Bjørnsons Træk af den Art.
I Paa Guds Veje hedder det om Skovbundsblomsterne
og Ragni:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
