Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
407
af Raahed i Sæder, ja af den yderste Brutalitet,
paafaldende som betegnende for det Land, hvori
Fortællingen foregaar. Man glemmer hverken Scenen,
hvor Bonden tager sin fæle og blodige Hævn over Kurt,
eller den, hvor Harald Kaas i Paasyn af alle Gaardens
Folk riser sin Hustru til Blods. Som Modsætning hertil
udfoldes saa senere under Fortællingernes Løb den
blødeste Følsomhed.
I Aaret 1883 udgav Bjørnson to Skuespil, af hvilke
det ene vakte en overordenlig Opsigt, det andet hører
til det Allerypperste, han i sit Liv har frembragt, og
overhovedet er beundringsværdig genialt i sit Anlæg.
En Hanske, det første af disse Stykker, som Digteren
gentagne Gange har omarbejdet uden at det dog i
nogen af sine Skikkelser er naaet til kunstnerisk
Fuldendthed, spænder den sædelige Fordring til
Manden paa Kønsforbindelsernes Omraade saa højt. som
den hidtil kun har været spændt overfor Kvinden,
og Nyheden af denne Tendens i et Skuespil gjorde
fra først af stærkt Indtryk. Hertil kommer i de
satiriske Partier Digterens skarpe Via. Men den
kvindelige Hovedskikkelse, den unge forlovede Pige,
Svava, bliver En ikke saaledes kær, som Digteren
har villet det, der i hende ser en Personliggørelse
af den strenge Renhed, en lysere og ædlere Fremtids
Bebuderinde. Man faar en Slags Medlidenhed med hende
som med et Offer for altfor god Tro; men hun virker
ingensteds skønt, og hendes Holdning saavel overfor
sin Forlovede som overfor Faderen er pinlig. Havde
hun elsket Alf, som hun tror at elske ham, saa havde
hun vel i Stilhed kunnet komme overens med ham uden
at kaste ham sia Handske i Ansigtet, og havde hun
ikke været uskønt sysselsat med det Kønslige allerede
fra først af, vilde hun ikke i Stykkets Begyndelse
give sin Fader de usmagelige Lovord: «Du er da det
kyskeste og fineste mandfolk, jeg kænner», hvad
næsten er endnu mere ildelydende end hendes senere
For-dømmelsesdomme over Faderens Svagheder. Bjørnson
har i dette Drama som ægte Præstesøn stillet sig
ubetinget paa det sjette Buds Standpunkt, ikke villet
se de forviklede Kønsforhold fra mere end én Side,
og har dels med Vælde angrebet hvad Ingen vilde
forsvare eller godkende - atter her «løbet Storm
mod en Portiere istedenfor mod en Mur» - dels af
sine Bipersoners grimme Færd draget Slutninger, saa
altomspændende, at de sikkert vilde have fremkaldt
adskillig imødegaaende Kritik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
