Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Olaf Skavlan (1838–1891)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf Skavlan
415
vi har villet og virket - og hvor det er sørgeligt
og tungt at være ufærdig paa alle Kanter! - Jeg tror
ikke, jeg skal være saa bange for-at dø - i og for sig
- men dette, ikke at have efterladt det allermindste
Spor efter sig, at dø i alle sine Forsætter og hele
sit Livs Drøm! ....
Og dog er det dette, som nu, 16 Aar derefter, er
sket. Siden da har ikke en eneste Bog af Skavlan,
hverken af digterisk eller af videnskabelig Art,
set Dagens Lys. Han er, som han skrev, død «i alle
sine Forsætter og hele sit Livs Drøm».
Og det har naget ham nu i hans sidste Timer. Det
berører pinligt, i norsk Dagblad at læse, efter at
det ufuldførte Arbejde om Wergeland er berørt:
«Han havde ogsaa Planer til andre Værker, og intet
har paa Dødslejet smertet den fine, ærekære Mand mere,
end at han ikke fik Tid til at gøre disse færdige.*
Saa helt igennem kritisk var dette fantasirige
Naturel, at det atter og atter opsatte, indtil
Sygdommen, som skød alt Arbejdes Fuldendelse ud i
det aldeles Uvisse, Sygdommen, den største Opsætter,
fortærede den Foretagsomhed, som Kritiken havde
levnet. Han havde altid den Vane at skrive uden
at tænke paa Udgivelse. Hans Venner saa’ i gamle
Dage med Forundring hos ham et Jernskab fuldt af
Haandskrifter. Det forbavsede især dem iblandt dem,
der havde givet hver Side, de i voksen Alder havde
forfattet, i Trykken. Efterhaanden hobede Planerne
sig saaledes op, at selv en stærk Hjerne vanskelig
kunde magte saa mange.
Skavlan var af Temperament en haardnakket (eller
som han selv spøgende sagde: en uforbederlig)
Optimist. Han troede paa Menneskene, paa Fremskridtet,
paa sin gode Skæbne, maaske endog paa Lykken. Naar han
saa roligt og selvtillidsfuldt opsatte, beroede det
for en meget stor Del paa den hos ham indgroede Tro
paa, at det vilde blive ham forundt at udvikle sine
Evner, udføre sine Planer og efterhaanden naa alt det,
hvortil han følte sig anlagt - den samme Tro, der fik
Goethe til saa sorgløst at lægge sine Arbejder hen.
Kun én Bog, én stor Afhandling og et Par Artikler er
nu Vidnesbyrdene om, hvad der boede i Olaf Skavlan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
