Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Kristian Elster (1841–1881)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster
417
Unges Forbund-, det glæder mig særligt, fordi De er en
Fremmed - her oppe var man for lidenskabeligt bevæget
til at jeg kunde faa høre andet end Skældsord.»
Den Tanke, der her giver sig Luft, antyder allerede
det sørgmodige Udbrud i Farlige Folk: «Vur Skæbne
er uafvendelig, vort Land er et af de stille Steder,
hvor de udlevede Ideer dør en langsom Straadød.»
Hin Artikel var visselig ikke det sidste Ord om
Ibsens Skuespil; den var en, vel uroligt søgende, men
karakterfast Sjæls første Troesbekendelse. Artiklen
var til en vis Grad rettet mod Henrik Ibsen, skønt
med alt sømmeligt Hensyn; men den var ingenlunde
udgaaet fra en Modstander af Digteren, tvertimod
fra en Aand, der følte sig dybt i Gæld til ham. I
Eisters tidlige Ungdom havde Hærmændene paa Helgeland,
der udkom da han var 17 Aar gammel, fortryllet ham
fuldstændigt; han og hans unge Kammerater saa’ i dette
Drama den sande Genopstandelse af det gamle Norden,
for hvis Kraft de sværmede, hint oprindeligt Norske,
hvilket en ny Poesi, Maalstrævet og politisk Stræben
skulde bringe til Hæder og Anerkendelse paany. Det
Skuespil, der i Kiellands Forord til Solskyer omtales
som forfattet af Elster i hans nittende Aar, har
sandsynligvis været fremkaldt ved Ibsens Drama; hans
lille Fortælling En Korsgang viser, at han samtidigt
begyndte at studere Stilen i Bjørnsons Bondenoveller.
Alexander Kielland har i den korte biografiske Skitse,
der indleder Solskyer, meddelt de ydre Omrids af
Eisters Liv. Man faar Begivenhedernes Traad i en
kortvarig, alvorsfuld Eksistens, paa hvilken det fulde
Sollys aldrig faldt, men som glimtvis oplivedes af
Genskinnet fra skønne Solskyer. Et Sjælemaleri giver
Skitsen imidlertid ikke; det laa udenfor Kiellands
Hensigt, og dog føler man stærkt Savnet deraf. Jeg
for min Del er ingenlunde i Stand til at give noget
Saadant; det er vanskeligt, næsten umuligt, af nogle
Bøger, selv om de er sjælfulde, af nogle halvt om
halvt lignende Portræter og nogle faa Breve fra og
om en Afdød - det eneste Materiale, jeg om Elster
har kunnet samle - at danne sig det rette Billede af
en Personlighed, som man aldrig har talt med eller
endog blot set. Jeg agter da ogsaa kun at give et
Par Notitser.
Kristian Elster var et ganske uverdsligt og paa
samme Tid et praktisk anlagt Menneske, uverdslig i
den Forstand, at han
G. Brandes: Samlede Skrifter. III.
27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
