Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Kristian Elster (1841–1881)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418 Kristian
Elster
var Entusiast og aldrig tænkte paa sin Fordel,
praktisk, for saa vidt han intet Anlæg havde til
Skolebænkens Grublerier, ingen Gave til sammenhængende
teoretiske Studier, men levende Sans for den Politik,
der er Folkeomsorg og Folkeopdragelse. Det synes mig
ogsaa, at en praktisk Bestilling som en Forstmands
med den megen Færden i det Fri, den medførte, egnede
sig godt for hans Anlæg.
Elster var en meget sprød og sky Natur,
tilbageholdende, utilbøjelig til at indlade sig
med Fremmede, ogsaa i denne Forstand uverdslig,
det vil sige intet mindre end Verdensmand. Meget af
dette hans Væsen har dog maaske været betinget af
Sygelighed. Thi hans Konstitution var ikke stærk. I
et Brev, han sendte med Tora Trondal, siger han:
«Min Fortælling var i det Væsenlige færdig allerede
for 8 Aar siden. Sygdom har hindret mig i at fuldføre
den.» Gennem et Brev fra hans bedste Ven, Hr. Pastor
Just Ebbesen i Trondhjem, har jeg faaet Indtrykket
saavel af hans Helbreds stadige Skrøbelighed som
af hans ejendommeligt sluttede Væsen: «Han var i
daglig Omgang det elskeligste Menneske, De kan tænke
Dem. Trods Gigthovedpine, trods økonomisk smaa Kaar
var hans Godslighed uslitelig, og lige saa tavs
som han var ude blandt Fremmede, lige saa livlig
var han hjemme. Han troede bestandig, han skulde dø
af Gigt, som han i mange Aar plagedes af, men det
blev anderledes. En voldsom Lungebetændelse gjorde
i ni Dage Ende paa hans Liv. Han var saa vis paa at
komme sig, han vilde saa gerne leve. Den sidste Nat
var jeg hos ham; da skjønte han, han var daarlig,
og talte med mig ganske roligt om, hvad jeg skulde
gøre, naar han var død, men selv da forstod jeg,
at han i Grunden ikke troede, han skulde dø.»
Man troer det nødigt, naar man som han har Hovedet
fuldt af Planer. For ham maatte Bortgangen være
dobbelt tung,, thi han forgudede sin Hustru og
efterlod Smaabørn. Han, der var saa overordenlig
forbeholden overfor Fremmede, trivedes kun rigtigt
i sit Hjem.
Hvor sky han var, har hans Forhold til mig selv bevist
mig. Der var et særegent Baand imellem os. Det Røre,
mine første Forelæsninger vakte og som han oplevede
under sit Besøg i Kjøbenhavn, beskæftigede ham meget,
og det var, som jeg fra sikker Kilde véd, under
Indtrykket af Bevægelsen imod disse, at han forfattede
Farlige Folk^ hvis væsenligste Partier han skrev i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
