Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Alexander L. Kielland (f. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
A. L. Kielland
den var som det første Glas Champagne, der af sig
selv sprudler ud af Flasken, naar den aabnes. De
senere Glas er maaske lige saa gode, men dem skænker
man. Bogens Mangler var Kiellands blivende- altfor
mange Personer, derfor en altfor overfladisk og
springende Psykologi. Kielland er overhovedet mere
Fysiognomiker end egenlig Sjælekender. Han giver
derfor mesterligt, som i Skipper Worse, en gammel
Haves eller en hel lille Bys Fysiognomi (Bogens
femte Kapitel), samlende alle de enkelte Træk til
et livfuldt, markeret, udtryksfuldt Billede. Han er
som de japa-nesiske Kunstnere en Mester i at give
en Genstands eller et Menneskes Udseende og Udtryk
med fem Streger, og han for-maar at, give et Sjæleliv
eller en Sjælehistorie i et forbavsende hurtigt Rids;
derfor begyndte han ogsaa med Novelletter. Men det
Sjæleliv, der er for dybt eller for indviklet til at
kunne gives med hine fem Streger eller Farveklatter,
det ligger eller laa i det mindste oprindeligt
udenfor hans Evners Rækkevidde. Hans Gave er den at
antyde, ikke den at udføre. Hans Devise er den gamle
franske: Glissez, n’appuiez pas! Han er derfor neppe
nogensinde naaet højere end i sin lille Novelle Karen,
et Mesterværk i den antydende Stil. Vi erfarer direkte
ikke det Ringeste om Karen eller hendes Sjæleliv,
men igennem den Maade, paa hvilken Lampelyset
forelsker sig i Postillonens kongelig danske, røde
Klædesdragt og forvandler den til en Purpurkaabe,
aner vi, hvorledes Karen har forelsket sig i den
smukke, troløse Karl. Vi erfarer direkte intet om
Karens Selvmord, men gennem Rævens Betragtninger over
Harens formodede og ubegribelige Flugt forstaar vi,
hvad der er hændt. Hvor det derimod ikke er nok at
antyde, hvor det gælder om at fordybe sig, hvor det
Rette vilde være som Hamlet altid at kunne grave en
Alen dybere ned end de Andre, der slaar Kiellands
Talent og Stil ikke til.
Herpaa beror det, at det overordenlige Mod, med
hvilket Kielland griber sine Æmner og lægger sig
dem til Rette, ikke er ledsaget af en tilsvarende
Dristighed i Udmalingen,
Hans anden Roman, Arbejdsfolk, havde i sit Æmne
forskellige Momenter, som der udfordredes sandt
Kunstnermod til at fremdrage, saaledes Kristines
Sygdom og Statsraadens Forhold til hans Frøken
Nielsen. Beundringsværdig er især den Dristighed og
den Takt, hvormed Kristines Historie er fortalt. Men
Kielland har kun Mod til sin Virkelighedstroskab
paa det Vilkaar, at han ikke længe behøver at nære
det. Han trænger til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
