Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Alexander L. Kielland (f. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
A. L. Kielland
tydeligere og fyldigere frem. Hovedpersonen er jo
nemlig ikke den, som Titelen lyder paa, men «Helten»
i Bogen, Hans Nielsen Fennefos. Det er en smuk
Skikkelse, men den er saa forædlet, at jeg for min
Del har nogle Tvivl om den kan kaldes sand. Denne
unge, kraftige, begejstrede Bonde og Lægprædikant,
der kommer ud over sit Livs eneste Fristelse uden
anden Forandring i sit Væsen end den, at han bliver
dobbelt streng mod sig selv og mod Andre, forekommer
mig ufuldstændig. Jeg troer ikke paa ham, og hvis han
findes, deler jeg ikke Forfatterens Syn paa ham; jeg
tillægger ikke hans kønslige Renhed samme Værd og Vægt
som Forfatteren. At han afbryder Kærlighedsforholdet
til Sara, saa snart han bliver sig det bevidst, er
ganske sikkert rigtigt og i Karakterens Medfør. Men
at han uden Vaklen holder Bruddet aabent, at han
forlader hende, selv da hun er bleven Enke, synes
mig mere logisk end psykologisk. Det smager af et
Konsekvensmageri, som Publikum nu en Gang er vant
til at fordre af sine Romaner, men som en Forfatter
af Kiellands Rang neppe burde komme i Møde. Livet
er ikke saa regelret; dets Linje følger ikke
Linealen, end ikke den moralske Lineal; det er en
Bølgelinje. Mennesket er da (selv som Lægprædikant)
en mere sammensat Maskine end hos Kielland.
Der er Grund til at dvæle et Øjeblik ved dette
kildne Punkt, fordi vi ellers, inden vi véd et
Ord af det, naaer til, at der findes en ganske
lige saa stor Afstand mellem den private og den
digteriske Opfattelse af Menneskelivet hos de
moderne Forfattere som den, vi saa længe har ærgret
os over hos de romantiske. Hvis ikke de bedste
Digtere, vi har, engang faar Mod til energisk Brud
med denne gamle Vedtægt, vil vor Roman-literatur
aldrig kunne hæve sig synderligt over de engelske
Dameromaners Standpunkt. Typisk for Forsagtheden i
dette Punkt er Bjørnsons Skildring af Ægtemanden i
Magnhild. Kielland er nu ganske vist langt dristigere
end Bjørnson, men dog er ogsaa han forsagt, eller
rettere: den offenlige Menings Tryk er paa dette
Punkt saa stærkt i de nordiske Lande, at Forfatteren
kanF"gribe Pennen med den bedste Vilje til at være
ærlig - og saa skriver han dog uvilkaarligt noget
andet end det, der foresvævede ham. Fristelsen og
Tilbøjeligheden til ikke at bringe Publikums og
Bladskrivernes Blufærdighed i Harnisk er saa mægtig,
at den gør Pennen paaholden. Men det er nødvendigt
en Gang at gøre opmærksom paa Faren, og Faren er den,
at den himmelvide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
