Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Alexander L. Kielland (f. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440
A. L. Kielland
Ret altid være Ret», ora «Respekt for Sandheden,
hvorfra den saa kommer* osv. Adjunkten, der kender
Verden og Menneskene, siger koldsindigt: «Ja, ja,
det er Altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar
dog Ret; han dér bli’r akkurat soni de Andre.» Og
Adjunkten faar Ret.
I Literaturen fremtræder den unge Forfatter med
Ungdommens Ubændighed og Uerfarenhedens Idealisme. Saa
begynder Abraham Løvdahis Opdragelse. Hver Gang han
skriver noget Kækt, kaldes det Makværk, hver Gang han
skriver noget Farveløst, bliver det rost; begaar han
endelig tilsidst noget Karakterløst eller Lavt, saa er
der ingen Ende paa den officielle Henrykkelse; evig
Opmuntring af enhver Svaghed, uafbrudt Tilskyndelse
til Forræderi mod hvad der maatte være ham helligst;
naar han ikke mere har en Gnist af den hellige Ild
tilbage i sin Sjæl, saa er Alt godt; han bliver
optaget i det gode og fine Selskab; han er bleven
«akkurat som de Andre».
Hvad endelig Konfirmationsforberedelsen til den
politiske Rettroenhed angaar, saa plejer den at
foregaa meget hurtigt. Man er saa vant til at se Folk,
der har givet store Løfter som Oppositionsmænd, i en
Haandevending forvandles til Konfirmander, at Intet
mere overrasker. Løftet aflægges paa Valgtribunen,
ligesom det andet Løfte i Grunden modstræbende,
men letsindigt og teatralsk.
Der er noget Almengyldigt, Adam-Homo-agtigt ved den
unge Hr. Abraham Løvdahl. Som vi i Bogen møder ham,
er han fra først af ualmindelig heldigt stillet, idet
han har en udmærket Moder. Men han arver ikke hendes
Sindelag, fører det i alt Fald ikke med sig over i
Manddommens Aar. Det er hans egen Skyld, forsaavidt
som han efterhaanden bliver altfor forskræmt og fejg
til at kunne modstaa Trykket fra Omverdenen, særligt
den verdenskloge og efter smaa Forhold begavede Faders
Indflydelse; det er Moderens Skyld, forsaavidt hun,
som har nærmet {?ig det Øjeblik, hvor hun gennemskuer
sin Mand, netop paa det kritiske Tidspunkt i Sønnens
Liv er stærkt optaget af en anden Mand, der, saa
underordnet han end er som Karakter, betager hende
ved et vist Fællesskab i Meninger, ved tilsyneladende
Dristighed og Fordomsfrihed; det er endelig ingen
Enkelts Skyld, men den hele offenlige Tilstands, som
Kielland skildrer den, en Tilstand saa slap og dum,
saa farisæisk og forhyklet, at de Bedste føler sig
isolerede og ladte i Stikken fra alle Sider,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
