Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Alexander L. Kielland (f. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. L. Kielland
443
spiller, er af fordærvelig Natur. Den er en
Levning fra ældre Tiders Kultur, der ikke i Længden
kan blive staaende og tage Pladsen op for anden
nyttigere Kundskab, det være sig af ideel eller
praktisk Art. Man kan kun smile, naar man hører
de Bevisgrunde, med hvilke Latinundervisningen nu
til Dags forsvares, Bevisgrunden om det særligt
Forstandsdannende ved den latinske Grammatik, eller
den, om den Lettelse, Latinen yder Enhver, der fra
dette Sprog gaar til Italiensk eller Spansk. Ret som
om En blandt Hundrede kom til at lære Italiensk eller
Spansk og som det da ikke var bedre straks at lære et
af disse levende Sprog til Fuldkommenhed! Sandelig,
det var ikke med slige kummerlige Grunde, at en
Lærd paa Reformationstiden eller under Renæssancen
forsvarede Latinstudiet. Han hævdede med Rette
dets Uundværlighed, fordi Latin var Dannelsens
Universalsprog, det Sprog, hvori saa at sige al kendt
fortidig og samtidig Kultur var nedlagt. Man savner
hos Kielland et Indtryk heraf, en Forstaaelse af hvor
betydningsfuld og rig den Dannelse var, for hvilken
Latinen en Gang var det eneste Organ, en Indrømmelse
af at vi ikke lever ligefrem paa Urimeligheder, men
paa Arv. Naar man læser hans Uglekapitel, i hvilket
allerede paa de første Munkes Tid den blege Mand
gnider Panden mod «det dunkle Sted hos Tacitus»,
saa tager det sig ud som var Latin studiet alt i
Middelalderen filologisk Pedanteri. Kielland overser
ganske Betydningen af, at alene gennem dette Sprog
lærte Mænd, som var opdragne i kirkelig Kristendom,
Oldtidens Filosofi at kende; gennem det alene erfor
Mænd, som var opdragne i kirkelig Moral og levede
under et retløst Tyranni, de store Hedningers
Gerninger under Oldtidens Republiker. Der er et
Stænk af Amerikanisme i Kiellands Betragtningsmaade,
som ikke har min personlige Sympati. Det tager sig
ud som anerkendte han ingen anden Opdragelse end en
rent nyttesøgende. Jeg tror, hans Bog havde virket
endnu stærkere, ifald den havde indrømmet Studiet
af de klassiske Sprog mere Fornuft og havde samlet
sit Angreb paa Madvigianismen alene. Der maa dog
kunne findes en Middelvej mellem Amerikanisme og
Madvigianisme.
Jeg har endnu en lille Indvending med Hensyn til
Skrive-maaden. Kielland er, som nærmest engelsk i sin
Stil, en Fortæller af første Rang, ingen Skildrer. Paa
en Tid, hvor den beskrivende Fremstilling har grebet
saa stærkt om sig, at man maa læse Side op og Side
ned om Sollysets Spillen paa. et Par
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
