Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456 Arne
Garborg
Eystein er imidlertid vis nok paa, at Ragna er af
anden Art end alle andre Kvinder; Vanskeligheden for
ham er at faa den gamle Præst til at give ham hende:
«Den, som bare kunde lyve!» Til sidst er han rede
til at skrive den Gamle til i den allerkristeligste
Tone. Hans Ræsonnement er det, at den, som lever i
en Daarekiste, maa bruge de Midler, som frembyder
sig, at naar én Mand staar mod Hundrede Tusinde,
har han Ret til at bruge Krigslist,. og saa spørger
han med Bitterhed sig selv, hvorfor han mere end
andre Teologer har givet sig ind paa at tænke. Hvad
skulde det til! Havde han nu været en sædvanlig
teologisk Kandidat, saa havde han havt sin Livslykke
sikret. Hvad det gjaldt om, var jo desuden blot at
være sikker i sin Sag, og det blev jo Enhver, der helt
kastede sig ind i en Tanke-kres. Der var ingen Teolog,
som savnede Tankens Frihed. Saa snart En først var
kommen ind i den Troldring, saa fandt han sig vel
der og forekom sig selv at tænke forskrækkeligt frit;
det var ligesom med de Bjergtagne; naar de drikker af
Troldhornet, saa føler de ingen Længsel mere efter
Luft og Lys ... og saa gifter de sig og røger Tobak
og er glade.
Men da det kommer til Stykket, kan han hverken lyve
eller komme ind i Troldringen; derimod tyer han i
sin Fortvivlelse til Nattesvireri, til Adspredelser
og Kvinde-Venskab.
Her forekommer to smaa Episoder, der mere
end noget Andet røber den vordende Kunstner i
Garborg. Der er her en ualmindelig Farve og Humor
i Skildringen. Den første af de to Kvinder, Eystein
kommer i Venskabsforhold til, er en gift Kone, køn
og ufin, hvis Mand er paa Rejser. Fru Rosalie elsker
ham paa sin Vis og siger ham det en skøn Aftenstund
med Armene om hans Hals. Men i samme Aandedræt giver
hun sig til at præke for ham: Hun kan ikke forstaa,
at han kan være Fritænker; hun har længe tænkt paa
at bede harn sanse sig og tænke sig om, thi den Vej,
han nu gaar ad, fører ikke til noget godt Sted. Den,
som tror, kan vel ogsaa synde, des værre! men den
værste Synd er Vantro o. s. v. Fru Rosalie afløses
af Frøken Milla, en ung lattermild Dame, barnlig
og skyldfri, der vil til Teatret. Men efter nogen
Tids Forløb skifter ogsaa dette Venskab Karakter og
antager for Frøkenens Vedkommende nærmest Præget af en
Forretning. En Dag maa han tilmed af sin Veninde høre,
at naar hun tager sig det saa let med disse Ting, saa
er det i Tillid til hans Livsanskuelse. Hun mener at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
