Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg
457
kunne være tryg for Straf, naar der ingen Vorherre er,
og der er ingen Vorherre, naar en Mand som Eystein
ikke tror paa ham. Men nu er Tvivlen vaagnet i hende,
om han ikke muligvis alligevel er til, og hun trænger
hver Dag paany til Trøst for at kunne synde sorgfrit.
Men Eystein kan ikke glemme Ragna. En Dag, da han i
sit dybe Mismod paany er tyet ind i en Kirke, staar
det paa én Gang for ham som uendelig skønt at rive
hendes fine Tanke og rene varme Sjæl ud af dette store
Dødningehjem, Kirken. Hvad vil Folk her? Søge Trøst
for deres Sorger og Synder. Det vil sige, de har
ikke Mod til simpelt at se Livets Alvor i Øjet. De
prøver paa at bedøve sig i hellig Bønne-Svir, prøver
at glemme deres Sjælesaar i en Rus af Salmesang og
himmelske Drømme. «Var det ikke den samme Urnandighed
og Blødagtig-hed, der havde drevet ham selv ud paa
Sværm og Svir. Denne Tanke slog ham som en stærk
Lysglans. Alt dette, som Folk havde fundet paa til
Hjælp mod tunge Tanker, fra Opium til Andagt, fra
Rangel .til Religion, steg i dette Lys frem som en
eneste lang Række af fejge Rømningsforsøg bort fra
Livets Sandhed.» Han ser paa Kirkegængernes ludende
Hoveder, og de forekommer ham som syge Folk, der har
givet sig Signekællinger i Vold. Det er besluttet,
han vil frelse Ragna.
Han vinder hendes Kærlighed og er salig. Hun er ham
niere værd end al Verdens Tanker. Han føler sig i sin
Elskov knyttet til det Evige. «Det var Kvinden, som
bar Livsens forunderlige Løndom, den store Livsgaade,
Ophavet til al Glæde og al Sorg . . . Kvinden var
Kærlighed, og Kærlighed var Gud, men Gud var Sandheden
og Livet.» Forgæves spørger Brejde ham, om han aldrig
har hørt, at Huldren har Hale; om han ikke kan tænke
sig, at det Kvindfolk, han nu forguder, om et halvt
Aar vil synes ham en Gaas, om han ikke indser, at han
ved Ægteskabet med tusind Reb surrer sig fast til den
gamle, raadne Samfundsmaskine, der vil rive og slide i
ham med sine Tænder. - Er dette Daarskab, saa vil han
være en Daare; han elsker, elskes og holder Bryllup.
Men hans Lykke er kort. Der er saa lidt, der forener,
og saa meget, der skiller hende og ham. De ser
forskelligt paa Alt; de føler sig fremmede overfor
hinanden; han fortier sine Meninger eller gør halve
Indrømmelser, men naar hun forstaar ham, føler hun
nærmest Rædsel; han er gaaet ind i Ægteskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
