Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg
459
skaber hele Mænd. Han genser Sønnen og føler samme
Skille-mur mellem ham og sig som tilforn mellem sig og
Ragna. Smerten dræber ham, og Sønnen holder en haard,
fordømmende Tale ved Faderens Grav.
Med denne Mislyd, til hvilken Alting stiler, har
Forfatteren villet slutte.
I sin Egenskab af Tendens- og Læredigt har Bogen for
Karakterernes Vedkommende store Svagheder. De staar
blege og ædle, svage og abstrakte. Det har været
Forfatteren inert; om at gøre at levere et Indlæg i
den aandelige Strid end at frembringe et Digterværk,
som havde sit Liv og sin Interesse ved sig selv
alene. Bogen fængsler mest, hvor den er personligst,
hvor man ligefrem føler Forfatterens Livserfaring
gennem det Sagte. Han lægger her et Frisind for
Dagen, som hos en Bladudgiver og politisk Partimand
er sjældent.
Der er, hvor Hank vil være Journalist, en
Samtale mellem Fader og Søn om Bladskriveriet,
som er sund. Faa den Gamles nedsættende Ytringer om
Haandværket svarer Sønnen med Indrømmen og Hævden. Han
indrømmer gerne, at Mængden af Bladfolket er baade
luvslidt og træt, uden Tro paa Folket og uden Tro
paa sig selv, bunden til Kærren, den drager, og til
Partiet; men naar En har en Tanke og vil arbejde for
den, saa bliver han ikke Bisp - hvad skal han da
gøre andet end stride for den som Journalist. Vel
læser de Fleste Bladet saaledes, at de lægger ciet
bort uden at være blevne klogere deraf, men man faar
de Bedste med sig og de Andre indsuger Tankerne uden
ret at vide af det og kommer saa efter med Tiden.
Der findes videre, hvor Hank er bleven liberal
Politiker, et Ordskifte mellem Fader og Søn om de
Liberale, som røber Modenhed og Kækhed. Ogsaa her
hævder Sønnen gennem Indrømmelser sit Standpunkt:
«Du er haard mod vor Frihedsflok, men, kære Fa’er, du
maa tro, at du ikke lærer mig noget Nyt om den. Jeg
kender den ... Den er for sit Flertals Vedkommende
en sammenløben Flok af al Slags, som véd Lidet og
Intet vil, men som er kommen paa Kant med det Gamle
. . . Der er Malkontenter, Drømmere, fuskende Fiskere
efter Folkegunst, som tror, at det at opponere er at
være selvstændig . . . Jeg véd alt dette, Fa’r! - Ja
jeg véd mere. Jeg véd, at vi i Virkeligheden ikke har
nogen frisindet Fylkning ... og at de Fleste af dem,
der ærligt anser sig for Frihedsmænd, i Grunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
