Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 Arne
Garborg
Side, eller rettere sagt, viser os paa
enkelte Steder næsten en ny Forfatter.
Et Par af Novellerne, Av laak Æt og Seld til den
Vonde fra Aarene 1878 og 79, er prægede af større
digterisk Evne end den samtidige Fortælling Ein
Fritenkjar; men de interesserer mindre, fordi de mere
nærmer sig til Bondefortællingens almindelige Stil;
der er et romantisk, næsten melodramatisk Element
i dem; de er fortalte, som Dalsgaard i sin gode Tid
malte. Opfattelsen er ikke meget forskellig fra den
alvorsfuldt mørke, abstrakt patetiske i Magdalene
Tlioresens første Noveller. Saa er der fra samme Tid
en lille Fortælling Hemn^ et Kunstværk, der i stilfuld
Korthed kan maale sig med Bjørnsons tidligste, mest
fortættede Historier, kun at Udgangen er mørkere og
vildere end i Regelen hos Bjørnson, og at Præstetypen
ikke sorn hos Bjørnson er ideal.
. Den nydelige Novellette Stordaad, en Historie
om en Student, der giver et Par fattige Børn sit
sidste Tolvskillingsstykke efter at have ønsket
dem og deres Sang, der forstyrrer hans Læsning, til
Bloksbjerg, og om den Fristelse, hvori Pengestykket
sætter de udhungrede Smaabørn, idet Sulten drager dem
magnetisk og uimodstaaeligt til Dampkøkkenet, medens
den tilsidst sejrende Pligt mod den syge Moder byder
at bringe hende Pengene hjem - er særligt fortræffelig
ved den lethumoristiske Form, saa fjern fra Rørelse
og fra al hul Patos, hvori den er støbt.
Men de to smaa Noveller Em Ungkar og Ungdom
overrasker, skønt de tilfredsstiller mindre end de
pirrer. Det undrer En at faa Sligt ned fra Norge og
tilmed paa Landsmaalet. Man tænke sig! der er Kaadhed,
der er overgiven, sanselig Livsglæde heri. Man tænke
sig! her er En, som ikke præker, eller rettere, her
er En, som en Gang hvert sjette Aar i et Par smaa
Noveller kan lade være at moralisere. Man skulde
forsværge det. Men det tager sig livagtigt ud, som
om han lo - lo, ikke paa den strenge Sædeligheds
Vegne af de usle usædelige Syndebukke, men som lo
han - Himlen bevare min Tunge! - af visse store,
som realistiske Fritænkere forklædte, Lægprædikanter,
der stedse mere synes at løbe sig fast i den Opgave
at forbedre Boniteten af de Ugiftes Cølibat.
Det virker, som mødte man en Guy de Maupassant midt
inde iblandt de norske Fjelde og blev tiltalt af ham
paa Lands-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
