Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492 Esaias
Tegner
Ærgerrigheden har saaledes en Genstand og ingen
uværdig; men af de Fredens Idrætter, den Jordelivets
Lykke, som Tegner, da han endnu var Barn, fordrede
som Sejrens Pris, er intet Spor blevet tilbage;
kun Dannelsen, det rent ideale Gode, indrømmer
han endnu et Værd. Ringeagten for Menneskeliv og
Menneskelykke fremstilles som ubetinget berettiget
hos den højtbegavede og uforsagte Enehersker.
Saaledes forstaar man let, at Karl den 12te, hvem
det svenske Folk med nogen Ret aldrig har ophørt at
beundre, kunde blive en Helt uden Lyde for Tegner. Han
lægger ham neppe engang til Last, at han med alle
sine glimrende Egenskaber styrtede Sverig saa dybt
ned fra dets europæiske Stormagtshøjde, at det
aldrig siden har formaaet at rejse sig paany. Det
var ingen Tilfældighed, at det blev Tegner, som
skrev den skønne Sang om Kongen, der, skønt kun
forfattet som Lejlighedsdigt, er blevet staaende i
Historien som Sverigs Nationalsang. Geijer og andre
har forherliget Kong Karl i ypperlige Digte, men hos
Ingen traf Stoffet en saadan Sangbund som hos ham. Det
var en Selvfølge, at Tegner ikke ved Mindefesten til
den store Konges Ære kunde henlede Tanken paa hans
Mangler som Regent; men man kan være overbevist om,
at han heller ikke under andre Omstændigheder havde
bragt det over sit Hjerte at give et alsidigt Billede
af ham. Den unyttige Styrten sig i Farer tiltalte
altid hans Fantasi; Halsstarrigheden, der med Blikket
fæstet paa en selvskreven Æres-Lovbog foragter at
handle klogt, var i hans Øjne neppe nogen Fejl,
og Ligegyldigheden for om Bedriften fører til Sejr
eller Fald, naar den blot lyser og larmer, var efter
hans Forestilling snarere en Dyd:
Nordens kraft år trots, och falla år en seger for
oss alla
lader han Biskop Absalon sige i Gerda.
Statsmandens og Lovgiverens Omsigt begejstrede ham
ikke; men han elskede den kongelige Yngling, for hvis
Ord Statsmands-Snarerne brast, og det om end Helten
ikke selv havde nogen politisk Plan eller endog
blot en varig Erobring for Øje. Feltherrens længe
forud overvejede Planer syntes ham ikke det rette
Vidnesbyrd om krigerisk Geni; men han beundrede over
al Maade den øjeblikkelige Indskydelse under Kampen
og det fremfusende Mod, der fulgte den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
