Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
493
Man ser det, hvor Tegner skildrer og priser
en fra Karl den 12te saa forskellig og ham saa
langt overlegen fyrstelig og krigerisk Storhed
som Protestantismens Frelser, Gustav Adolf. Ikke
den kloge og sejrrige Politik, at gøre Sverig til
Stormagt ved at sikre det Herredømmet over Østersøen,
ikke heller de store Fortjenester, Gustav Adolf
indlagde sig som Taktiker og Hærfører, sætter Tegner
i stærkest Stemning; hvad han varmest fremhæver
det er Egenskaber, der saa meget som muligt nærmer
Gustav til Soldatergeneralen Karl den 12te. Han dvæler
begejstret ved «de pludselige og lynsnare Indfald paa
Valpladsen», der udmærkede Gustav «ligesom alle andre
store krigeriske Genier ». Han gør gældende, at Gustav
elskede Faren for dens egen Skyld, at han glædede sig
ved at lege med Døden. Han roser ham for, at han vilde
være Hærens Arm ikke mindre end dens Hoved. Kort sagt
han fastholder det snevre, gammelnordiske Ideal af
Mandighed og stræber at anlægge det selv i Tilfælde,
hvor det sprænges af den virkelige Storhed. Ja han
betragter det f. Eks. her halvvejs som en Skam for
Wallenstein, at han (af gode Grunde) undveg det Slag,
Gustav, «hans ridderlige Modstander», tilbød ham ved
Nurnberg.*)
Hvad der endelig giver det Tegnérske Ideal den sidste
Retouche, det er den Aabenhed, han forlanger af sin
Helt. Hans egen ærlige og djærve "Natur spejler sig
deri. Om Wallenstein siger han, at man vilde have
kaldt ham en stor Mand Bifald han havde været ædel
og aaben-*. Ædelsind er ikke nok; der ud-fordres
endnu Aabenhed. De gamle nordiske Bersærker havde i
deres krigeriske Hede kastet Skjoldene paa Ryggen,
og Tegner havde fuld Sympati for denne Kampiver; han
syntes saa godt om Fremgangsmaaden, at han yndede den
endog overført paa Aandslivet. Ja Aabenheden synes
ham tilmed en Art Borgen for den ædle Tænkemaade
og ligger ham mere paa Hjerte end den; thi i den
nedsættende Skildring, han giver af Wallenstein,
dvæler han med Eftertryk ved hans mørke, tilknappede
Væsen, ved hans Indesluttethed og overtroiske Grubien,
uden at forekaste ham noget egenlig uædelt Træk. I
Modsætning til ham staar da Gustav som den lyse og
frejdige Natur, udrustet med en Aabenhed, der iøvrigt
var mere uomtvistelig hos Tegner end hos den i Regelen
tillukkede og lidet tilgængelige Konge.
*) Se Talen Vid Gustaf Adolfs minnesfest
S. S. II. 216 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
